mandag den 31. januar 2011

Hverdagens lækkerier. Sæbe fra Marseille

Savon de Marseille.




Når vi  skal hjem fra ferien i Frankrig proviantere vi altid blandt hverdagens små nødvendigheder. Ofte produkter som naturligvis kan købes i anden form hjemme, men som giver lidt fransk kulør i det daglige.
Denne lille helt almindelige og nødvendige husholdningsting. Sæben, hvor mange gange vasker man ikke hænder på en dag ? For mit eget vedkommende en hel del.
Vi køber den i flydende form, men den findes også i store og mindre blokke.

I Marseille har man fremstillet sæbe i mindst 600 år, og omkring 1924 var der 132 forskellige virksomheder. Idag er kun 5 tilbage, reglerne for at kunne kalde sæben Savon de Marseille er stramme og gælder udelukkende produktion herfra.
Le Petit Marseillais er en af de få tilbageværende producenter af den originale sæbe, lavet på olivenolie tilsat diverse æteriske olier fra fx. lavendel, rosmarin eller oliven.
Sæben er forholdsvis mild og dermatologisk testet, uden tilsætningsstoffer som fx. parabener, men selvfølgelig parfumeret.
Forresten sæben kan købes i de fleste franske supermarkeder til den beskedne sum af ca. 1,20 euro et ferieminde der altid er plads til, også i bagagekufferten med fly.

Billede fra nettet.

tirsdag den 25. januar 2011

Jucara Palme

I dag har jeg sået denne spændende palme, faktisk er det et souvenir kit jeg købte i Londons KEW Garden for 3 år siden, håber de stadig vil spire. Palmen skulle kunne tåle noget frost, hvor meget ved jeg ikke, men den kommer i en potte, hvis altså det lykkes med såningen.

Nødderne har ligget i vand natten over, dernæst er de blevet lagt ned i det medfølgende kokosmos og dækket med 5 mm mos. Nu skal jeg bare vente og lade naturen gøre sit, samt huske ikke at
lade det tørre ud de næste 1-3 måneder! Hmm.









Om Jucara palmen kan jeg fortælle at den stammer fra de sydamerikanske regnskove beliggende ud til Atlanterhavskysten, hvor den er en af hovedplanterne og fødekilde for både dyr og mennesker. Det er hjertet der sidder i toppen af 8-10 årige af palmer der kan spises af mennesker. Virkelig Slow Food.
Har aldrig smagt palmehjerte, men når jeg tænker på hvilken tid det tager inden høst/fældning og hvor lidt udbyttet er kan det nu godt være jeg melder fra.

Den kan blive op til 15 meter, men mon ikke jeg har god tid til at anskaffe et højere drivhus hvis dette lykkes.