mandag den 29. november 2010

Vinter klar

Nå så fik jeg endelige pakket drivhuset i termofrakke, det var da vist lige i sidste øjeblik.


Faktisk lagde jeg overdækningen på taget i forrige weekend, men flere af planterne er først nu kommet indenfor i varmen.
Desværre måtte jeg også lige ud og købe en ny varmeblæser  da den gamle besluttede sig for pensionering, men 70kr i Bauhaus er vist til at leve med, den forrige holdt 3 sæsoner.
Kønt ser det vist ikke ud, men her må æstetik desværre vige pladsen for det praktisk mulige.


Vigtigst af alt. Jeg bruger boblefolie med store bobler til at isolere drivhuset med.
Købt hos www.pack2.dk ca. 380 kr for 1x50 meter + lev. ca 500 alt inkl, det er det billigste jeg har kunnet finde det til.
På taget udenfor lægger jeg 2 lag, som igen dækkes af en tyk dampspærrefolie der tapes fast til drivhuset med en vejrresistent tape fra TESA. (Denne kan bla. købes i Bauhaus).
Siderne isoleres indefra med 1 lag. På gulvet i den ene side bruger jeg de tomme kapillærkasser som etage opbevaring, således at luften bedre kan cirkulere og planterne ikke står for tæt.


Her er de første planter kommet ind, men flere er kommet til siden, endnu mangler oliventræet men så er der også alt optaget.
Mit nuværende vinter drivhus er på 6 kvm. ikke meget, men det er tæt pakket og sidste års varmeudgift beløb sig til ca. 500 KiloWatt. Det er ikke gratis, men det er en rimelig udgift synes jeg.

torsdag den 18. november 2010

Træer fra frø

Nu skal det være, idag har jeg fået ca.25 stk Acer Palmatum frø (De vingeformede) af en god kollega, og hvordan er det så lige man sår dem?
Nettet er svaret, eller det kan i hvert fald give et bud på en guide til den måske lidt overmodige og tålmodige amatør.



Trin 1: Friske og modne frø fra perioden slut oktober til midt november. Tjek.
Trin 2: Låg frøene i en lille skål med frisk vand, lad stå 3 dage, herefter kan de frø der er sunket til bunds bruges og de der flyder ovenpå kassereres.
Trin 3: Nu skal frøene snydes til at tro de har gennemlevet en vinter. Derfor tørres de med papir og lukkes inde i en pose uden luft, som opbevares i bunden af køleskabet denne periode skal være ca 90 dage+.
Trin 4: Nu kan man endelig så. Hertil blandes ugødet spagnum med fx fuglesand og frøene sås på overfladen og dækkes kun ganske let ca 4 mm. Jorden holdes fugtig men ikke vandmættet.

Fersken har jeg også på listen, det er kerner fra en flad variant som min hustru var rigtig glad for i sommers, jeg ved jo godt at kernerne ikke vil være helt magen til modertræet, men da udvalget i Danmark ikke er for bredt i forvejen tager jeg chancen og oplevelsen ved selv at prøve at frembringe vores "egen" flade fersken variant.
Hvem ved ? Måske kan den vise sig at være en velsmagende variant, dette får vi vel svar på om en 5 års tid, hvis altså det lykkes at få små planter fra disse kerner.

Det sidste forsøg er pinjekerner fra den karakteristiske Paraply pinje. Den vokser i store dele af middelhavsområdet, især i gamle italienske og franske haver, men også som allétræ. Den er lige på grænsen af sin hårdførhed her i Danmark, men på en gunstig og beskyttet plads tæt på vandet kan den sikkert god vokse.
Nå vi får se.

onsdag den 10. november 2010

Succesfulde stiklinger efterår 2010

Her er så udvalget af stiklinger fra dette efterår 2010.

Dette er eksempler på alle de stiklinger jeg har plantet over i nye potter, og derfor betragter som succesfulde.
Her over vinteren får de fleste lov til at stå frostfrit i drivhuset.
Buksbom står beskyttet udenfor enten i potter eller i mit plejebed, hvor de lige skal have 2 sæsoners  opmærksom vækst før de plantes endeligt ud.


Hortensia Endless Summer :
4 stk Blue.
4 stk Red.

Hortensia
8 stk Hvide

Sommerfuglebusk
3 stk violette. Taget fra en sommerhushave hos et par venner i august.

Pelargonium.
5 stk violette hængepelargonier.
4 stk røde hængeplargonier.
8 stk diverse "Dronning Ingrid, kronprincesse Mary og Alexandra".

Lavendel
4 stk sommerfuglelavendel "Madrid"
20 stk Lavendula "Grosso"

Rosmarin, taget som stiklinger i påsken fra Frankrig .
12 stk Krybende
11 stk Alm opret.

Buksbom
Småbladet "Balder"
Småbladet "Faulkner"

Som et nyt forsøg har jeg i sidste uge fået 1 m stængel fra en passionsblomst en god kollega har haft i sin have de sidste 10 år, og som derfor har vist en vis robust egenskab til overlevelse. Denne har jeg klippet og sat som stiklinger efter samme princip, som hvis det havde været en klematis. Nu kommer den indenfor og står på gulvvarmen ved stuevinduet, håber det kan få den til at slå rod. Det er jo nok lige det seneste for dette forsøg, men nu prøver jeg.



Tilbage er der så lige vinterklargøringen af drivhuset til alle vores sarte vækster.

mandag den 1. november 2010

Havens diva takker af

Dahliaer er nogle skønne planter, omend de også er nogle divaer.



Selv når man har dem forspiret i potter i drivhuset har de stadig en lang udviklingstid, flere af vores dahliaer sprang først ud i midten af august, men sikke et flor de belønner os med. Vi beskytter dem med flistæpper i efterårets første frostnætter, hvorved vi nogle gange har kunne strække blomstringen til november.



Denne dahlia er en virkelig diva, næsten helt vulgær i sin størrelse, 20 cm i diameter og knopper som bordtennis bolde lige inden de springer ud.
Denne dahlia har vi købt i JEM & FIX i 2007 og den skulle egentlig havde været gul, men stor var overraskelsen da denne lyserøde blomst foldede sine blade ud i vores gul/orange bed.
Men nu er det slut frosten har sejret, koncerten er forbi og havens divaer takker af, dog blot for en stund.
Nu skyller vi knoldene helt rene for jord, hvorefter de får lov at tørre for senere at blive opbevaret mørkt og frostfrit i drivhuset

fredag den 8. oktober 2010

Oliventræ

Ja mit oliventræ har blomstret i foråret, små fine lysegule uanselige blomsterklaser, men at der skulle komme små frugter ud af det havde jeg nu ikke ventet. Hvordan det lige er med oliventræer og pollen. Nogle er selvbestøvende og andre skal have pollen fra et andet træ. Mit eget træ har blomstret tidligere, men uden at bære frugt. Mon ikke det en art der skal have hjælp fra et andet træ, i hvert fald er der her i området flere oliventræer på diverse terrasser og altaner. Jeg kan ikke udelukke at der er kommet pollen derfra.




Frugterne plukkes fra slutningen af november til engang i januar, og de kan ikke spises umiddelbart, det kræver forarbejde og lagring. Desværre skal jeg og andre nok ikke sætte næsen op efter at blive selvforsynende, frugterne kræver mediteranske efterårsforhold. Lys, varme og ikke for meget regn, alle desværre mangler på vores breddegrader. Men det kan ikke tage illusionen om et lille stykke Sydfrankrig fra mig. Weekenden bliver solrig....

onsdag den 29. september 2010

Fransk inspiration

Sikke en skøn dag. Septembersol over land, en kølig morgen med rimfrost i græsset og en smuk eftermiddag. Det bliver ikke meget bedre, på motorcykel hjem fra arbejde med solens varme og vinden i ansigtet det skal opleves.
Det gode humør blev endnu bedre da jeg kom hjem, for her lå der to blade fyldt med franske billeder og inspiration og ventede på mig.
La France og Attraction som er klubbladet  for 3 Citroën klubber i Danmark herunder ID/DS klub.


La France er et dansk udgivet magasin for alle os med franske forbindelser og interesse i dette fantastiske og utroligt sammensatte land. Det er ikke et rigtigt "livsstilsblad" snarere en månedlig dosis Frankrig ind af døren med alt fra gode regionale madopskrifter, artikler om skæve hverdags begivenheder, reportager fra haver og slotte til et stykke fransk tekst for de kyndige. Et års abonnement dvs. 9 numre koster 398,25 . Bladet sendes også til abonnementer i resten af Skandinavien .

tirsdag den 28. september 2010

Vores have historie del 2

Vores Anden have. 2006-2010

I oktober 2006 flyttede vi ind i vores ”nye” hus, en gammel murermester villa fra 1932 i røde tegl. Villaen var en typisk 30´er villa i 3 plan med entré, køkken og 2 stuer en suite. I kælderen stod et larmende oliefyr og var ellers ikke særlig indbydende, med et par ”disponible” rum. 1 sal 2 værelser og 1 toilet/bad.
Huset var nok det man i dag ville betegne som et håndværker tilbud, der var en hel del at gå i gang med, og det gjorde vi så sandelig også. Tag, køkken, varme, og facade blot for at nævne det der virkeligt var nødvendigt og ikke kun et spørgsmål om personlig smag.



Haven 870 kvm. lå primært på husets østside og baghaven var 36 meter x 16 meter. Her stod et ca. 75 årigt valnøddetræ og en ca. 80 årig kæmpe blodbøg, samt diverse mere eller mindre gode æbletræer, buske en hængepil samt et forsømt og forbandet hasselnød beplantning.........
Fortsættelsen findes under siden  Vores have historie

søndag den 19. september 2010

Hortensia stiklinger

Som jeg skrev i mit indlæg den 13 august skulle jeg også til at tage nogle stiklinger af hortensia, dette gjorde jeg dagen efter altså den 14 august. Idag syntes jeg så at det var på tide lige at løfte lidt i jorden, og fantastisk alle 4 stiklinger af Hortensia "Endless summer Blue" har nu dannet fine rødder.
Denne sort udmærker sig ved at blomstre allerede på 1 års skud, hvorved blomster sæsonen allerede starter i juni og indtil frosten.


















De er blevet plantet over i hver deres lille potte med pottemuld, her kan de overvintre og til foråret bliver de plantet over i en lidt større potte.
Her får de flydende gødning en gang om ugen, og efter et par måneder plantes de over i en lidt større potte igen.
På denne måde frembringes store og kraftige planter, som kan plantes ud i løbet af sensommeren næste år.



Det er stadig en stor tilfredsstillelse at se nye planter man selv har frembragt, og denne glæde bliver jo ikke mindre af at de er næsten gratis, i løbet af de næste 2 år bliver disse fine planter lige så store og kraftige som dem man kan købe til 150 kr. stykket i et havecenter. 

torsdag den 16. september 2010

En af mine havebænke

Havebænk i Lærketræ.
Denne havebænk har jeg lavet i 2008, med inspiration fra en bænk jeg så i Danfoss Universe, det særlige ved min bænk er at den er 210 cm lang så man kan lægge sig på den og kigge op i himmelen, eller blot tage sig et lille hvil i skyggen en varm sommerdag. De fleste købebænke er kun 160 cm og ligner jo allesammen hinanden, skal man have noget større så bliver det straks meget dyrt.


Farven er Vert Provence og er en jeg har hjemtaget fra Frankrig. Jeg har flere bænkedesigns på skitse og håber at kunne realisere et par stykker af dem her over vinteren, de bliver i hver deres egen typiske Sydfranske farve. Flere konstruktionsdetaljer findes under Nye projekter.

søndag den 12. september 2010

En romersk villa

Der var engang en romersk villa, helt derude hvor vejen ender forbi den by der idag hedder Murviel les Beziers. Beliggende på gammel koralbund fra det land som med tiden hævede sig fra havets bund, her ligger Chateau Coujan, omgivet af hundredeårige platantræer, cypresser og vinmarker.


Den romerske villa er bygget om flere gange, men der stadig findes gamle mosaikgulve i villaens stueplan og fundamentet er genbrugt og udvidet.
Haven er inspireret af stilen Le Jardin a la francaise, den er desværre lidt faldefærdig men de stramme linjer med buksbomhække og stenmure står stadig.


Her er påfulge, mange påfugle den farverige men også albinoen, her kan man samle smukke fjer da disse statlige fugle har deres gang overalt på domainet. Som barn hed det aldrig heddet andet end Påfulge Slottet, det var her vinturen endte sent om eftermiddagen når vi efterhånden var godt møre efter en lang dag i det varme vinland, men det var altid køreturen værd, for vinene her er gode.



Coujan var blandt de første vinslotte i Saint Chinian til at starte forfra, de rev alle de gamle dårlige vinstokke op og genplantede med nye røde druer som : Murvedre, Cinsault, Grenache Syrah, Pinot noir, Merlot, Cabernet sauvignon.
Hvide druer som Rolle, Roussane, Grenache blanc og flere andre, ikke alle blandt de godkendte for Languedoc, men den nu afdøde Francois Guy mente at kvalitet kun kunne skabes ved en selektiv og systematisk dyrkning af vinen i den rette terroir. Derfor er flere at slottets bedste vine ikke kategoriseret som andet end Vin des Pays. Men sikke vine.
Smagningen foregår i den gamle lagerhal, omgivet af de gamle egetræsfade tidligere brugt til vinifikationen og lagring, men nu kun til pynt. Her flyver flagremus omkring, og lige indenfor ved indgangen står den gamle hestevogn fra før automobilet holdt sit indtog, her er svalt og dunkelt mens man går på det knasende grus op gennem hallen til tønden med smageglas. Det er en meget stemningsfuld smageoplevelse og bestemt en del af vinens identitet, især når man åbner en hjembragt flaske i november, men det tager jeg gerne med.
Mine egne favoritter er Ile de Corail, Bois Joli og den hvide Achille, men rosé vinen er bestemt også værd at tage med hjem.
Adressen kan findes under mine links.

søndag den 5. september 2010

De skønne krydderurter

Åh disse skønne urter der fremhæver den mediterranske stemning i køkkenhaven, men nok så vigtigt også på terrassen og i resten af haven. Måske her i Norden lidt oversete i den almindelige have, men se hvilket en farvepalet og duft disse aromatiske helårsstjerner har at tilbyde. Flere er jo fuldt hårdføre og kan derved bidrage til den øvrige beplantning.

                      Oregano i blomst i september.                        Krybende rosmarin i blomst i juni.
                  
I vores have har vi den oprette og krybende rosmarin. Timian, den almindelige, og 2 forskellige slags citrontimian, fransk estragon. Den helt uundværlige oregano til italiensk mad, men også lavendel er en vigtig del, især til den hjemmelavede "Herbes de Provence" blanding.
Rosmarin i potter kan med regelmæssighed klippes i facon, herved kan de tjene flere funktioner end blot den aromatiske. Inspirationen har jeg fra franske haveblade, hvor endog store eksemplarer kan ses i terracotta potter, så grib saksen.
 Jeg er selv lige er begyndt igen, da den forrige store kugle jeg havde i haven ikke overlevede Isvinteren. Heldigvis havde jeg taget stiklinger.
Vi vinteropbevarer rosmarin, timian og oregano i drivhuset, hvorved vi kan høste friske urter hele året.

onsdag den 1. september 2010

De hvide blomster


Synes lige jeg ville dele med jer, et par af de hvide blomster vi har i haven.
En af mine absolutte favoritter er "Nicotiana" denne blomst er nem og taknemmelig, den synes ikke at stille de store krav til sin vokseplads. Den trives fint selv i halvskygge, og med sine hvide blomster lyser den op især i skumringen. Men det bedste er duften, den er helt fortryllende og viser sig bedst i tiden med aftenduggen, hvor den på en ikke dominerende facon hænger i luften.
Der findes flere forskellige varianter, højder og farver, bla. grønne, røde og violette.


Herunder et par af de andre hvide blomster.




Dahlia af Fubuki og Cactus typen.

søndag den 29. august 2010

Endelig tomater

Her er så dagens udvalg af de første tomater i år, det er mere end 6 uger senere end normalt.

Det skyldes det kolde vejr i foråret ,og da vi bruger ikke tilskudsvarme turde vi ikke plante ud i drivhuset før den 1 juni. Normalt plejer vi at plante ud ca. 1 maj og så evt. sætte lidt varme til hvis der kommer en kold nat, men varme hele døgnet det bliver for dyrt og lidt imod ideen ved egen avl.
I år har vi 18 planter fordelt på 8 sorter som spænder fra gule, røde til "sorte".
Juni og August



Men selvom sæsonen er kommet sent igang tager det nu ikke glæden fra sådan en fin tomatsalat med mozarella, finthakket løg, frisk basilikum, salt og peber, overhældt med oliven olie.

onsdag den 25. august 2010

Firben i haven ?

En slags.
Idag da jeg skulle bruge et par potter til mine stiklinger lå der 2 salamandere og puttede sig under den ene, jeg lagde dem naturligvis tilbage igen blot fik de en anden potte. I grunden nogle fantastiske dyr en slags "nordens firben", når vi nu ellers ikke er så heldige som syd på. Der ligger et par regnvandsbassiner i nærheden, hvor vi hele foråret har frøkoncert fra skumring og et par timer frem, hvordan det lige er med salamandere kan jeg ikke lige huske, men det er vist noget med rent vand, lune gemmesteder til overvintring og få naturlige fjender.

Her et par billeder fra i søndags med solskin............
Træværket mangler stadig at blive malet, men det er jo fugtigt efter al den regn så nu kunne vi godt bruge lidt sol og terrassevejr.


Echinacea Magnus herunder, også lavet fra frø

søndag den 22. august 2010

Skønne sensommer

Her er lidt af de billeder jeg har taget på det seneste.

Hortensia "Endless Summer Blue" Egentlig synes jeg ikke om at snyde med planter der blomstre meget længere end de naturligt burde, men denne er en undtagelse. Jeg har dem i mine franske Anduze potter og her er det jo skønt at de blomstre næsten hele sommeren


Herunder er det hvid solhat  "Echinacea White Swan" som har en helt utrolig lang blomstringsperiode fra starten af august til lang ind i september. Planten har vi lavet fra frø, den er 3 år gammel nu så man skal være tålmoding og lave mange planter hvis de skal se ud at noget. Men gevinsten ligger langt over indsatsen.

Her er det hængepelargonie i en potte fra St. Jean de Fos, denne grønne farve er karakteristisk for området.
Jeg overvintre disse potter i drivhuset og tager ligeledes stiklinger hen over sommeren. Overdådig blomster rigdom fremmes ved varme og gødningsvand en gang om ugen samt en plads under tagudhænget hvor de ikke får for meget regn oppefra, det bryder de sig ikke om.

.

onsdag den 18. august 2010

Flere buksbom stiklinger

I weekenden klippede jeg hos en veninde 88 stiklinger, men det var først idag jeg fik tid til at sætte dem.
Det gør dog ikke noget, da jeg har opbevaret dem i en lukket plastpose med fugtigt køkkenrulle.
Jeg har klippet ca. 8 cm og fjerner de nederste blade så toppen består af 5 blade

Dette er første forsøg med stiklinger af den bredbladet Buksbom "Rotundifolia" men jeg forventer de er ligesom de småbladet.
Ved samme lejlighed har jeg plantet sidste års stiklinger ud, sikke et fint rodnet det var første gang jeg brugte hormonpulver og det synes at give en kraftigere rodvækst. Kan kun anbefale det.

søndag den 15. august 2010

Naturens forunderlige verden

Sidste år tog jeg frø fra mine petunier dvs. især den variant der hedder Pearly Queen. Denne har vi også givet tilnavnet "dræber" petunie da den simpelthen kvæler alle konkurrenter på sin vej. Dette har gjort den til en yndet plante i bedet til at fylde huller i stedet for ukrudt......Men så nemt skulle det ikke gå. For alle mine petunier i år blev en skønsom blanding af violette nuancer. Men se så ! den har valgt at så sig selv i min palmekrukke underligt, hvorfor er den nu ikke lilla/violet som alle de frø jeg tog. Genetik og noget med bier og blomster.

Har i øvrigt fundet ud af at den kan overvintre, selv ved let frost -3g c i en kortere periode synes ikke at have taget livet af de planter mine forældre fik med til Sydfrankrig sidste sommer. Disse havde grønne stængler i påsken så jeg trimmede planten, og den blomster igen på livet løs i sin 2 sæson.

fredag den 13. august 2010

Buksbom stiklinger

Idag er en perfekt dag til at lave buksbom stiklinger, i formiddags før solen kiggede frem imellem skyerne har jeg klippet 7-10 cm lange årsskud af lige under et bladpar. Senere idag eller i morgen klipper jeg "moder"planterne i facon, men nu har jeg mit råmateriale, ved samme tid er sidste års stiklinger klar til at blive plantet ud i mit "nusery" hvor de kan vokse indtil de har en størrelse klar til at blive plantet ud på det endelige sted. Dette sted har jeg ikke gjort klar endnu, men buksbom er kostbare planter især hvis man skal bruge mange, og de tager tid 4-5 år før man har en lille hæk i 25 cm højde. Jeg skal også tage stiklinger fra hortensiaer, men det bliver nok først i weekenden.

torsdag den 12. august 2010

Første dag


Første dag som blogger, og med et emme om en varm sydfransk inspireret have, hvor det jo så regner idag.
Siden her er jo stadig under opbygning, men jeg har prøvet at sørgefor at der er lidt kød på.
Som nævnt i indledningen forsøger jeg at bringe nogle af elementerne fra den varme mediterranske have ind i min for tiden meget beskedne rækkehushave.

Jeg håber at kunne vise, det er muligt at skabe en lille oase på meget kort tid, og med få virkemidler. Vi har  haft huset i 3 måneder og der var kun terrassen og lidt pisten græsplæne fra start. Endnu venter jeg på tørvejr så plantekasserne kan blive malet.