torsdag den 7. februar 2013

Nyt Drivhus

Nu er det vist på tide.

Vi trænger i den grad til et mere anvendeligt og harmonisk drivhus end det midlertidige Alu/plast fra Jem&fix.
Det er nu ikke fordi det ikke har tjent os efter evne, blot en meget begrænset evne. Kønt har det aldrig været, solidt på ingen måde, men som nødløsning har det gjort hvad vi forventede.

Mine overvejelser har været mange, både hvad angår stil, størrelse og muligheden for senere at flytte drivhuset. Vi leder jo efter en mere permanent løsning på vores boligsituation, da vi lige nu bor til leje, men endnu en havesæson står for døren og endnu et haveår uden et ordentligt drivhus virker lidt uoverskueligt.
Derfor skal drivhuset kunne skilles ad og medbringes til en ny have engang, men samtidig også være solidt. Det skal jo selvfølgelig også passe ind i haven....sådan da.
Her er den endelige tegning.  2,50 m x 3,90m = 9,75kvm. med en højde på 3,10m til kip.



Det har altid været til stor irritation for mig at mange af de færdige aludrivhuse kun er max. 1,60 m i siden, skal de være højere er det lige som om man rykker 4 prisklasser op, og så vil jeg ikke være med længere.
Drivhuset bliver lavet i lærketræ, som desværre ikke er alt for formstabilt, men det er simpelthen ikke til at opdrive hvidt fyrretræ i en ordentlig kvalitet for alm. mennesker. Så er der i det mindste lidt mere gods i håndudvalgt lærketræ fra byggemarkedet. Det skal naturligvis males, hvilken farve har jeg ikke lagt mig fast på endnu. men jeg vil prøve en kvalitets linoliemaling.

Billede fra www.serredantan.com
Designet er skammeligt kopieret fra disse smukke franske drivhuse af jern og glas, men med lidt ændringer i dimensionerne kan jeg lave det i træ.
Hvad siger I ? mon ikke de ville pynte i haven.

20 kommentarer:

Jette sagde ...

Godaften Henrik.Det er da et spændende projekt du har gang i.
Et drivhus er da ikke til at undvære.
Ser frem til når du får det bygget....flot model du viser.
God aften Jette(mit lille gods)

Mathias Emil sagde ...

Kære Henrik,
Jeg glæder mig til at følge dit projekt - er du startet? Det er jo med at komme i gang inden det er for sent!
Flot tegning - det skal nok blive fint. Ser frem til snart at kunne læse mere om projektet.
Dbh Mathias

Høneballehaven sagde ...

Jeg kan godt forstå, du er nødt til at have dig et drivhus, jeg tror det bliver rigtig flot. De der aluminiums kan være gode nok, hvis ikke stormen tager dem, jeg har set to ødelagte eksemplarer de sidst år.
Held og lykke med det du skal have.
Hilsen
Lisbeth

Haverose sagde ...

Det er et smult og anderledes design du har valgt og jeg er ikke i tvivl om det bliver godt, da du jo har vist meget flot håndlavet træmøbler her før. Men det må da blive lidt en udfordring at få glas i de mål du har skitseret?
God nat
Rose

I HAVEN HOS ♥ EVIGGLADE sagde ...

Det bliver da forrygende flot. Du har nu sans for det franske Henrik. Det ville jeg nu gerne se når du er nået lidt længere med det.

Anonym sagde ...

Hej Henrik
Du vil ALDRIG fortryde de høje sider. Drivhuset bliver meget mere rummeligt og anvendeligt, og der kan være mange flere og større planter og mennesker i det og det er ganske enkelt et plus af de væsentlige. Er også ret vild med at du bare transformerer et jerndrivhus over i træ, men hvodden faén vil du klare det med det buede tag? - Skal der være buet glas i?

god dag til dig
Kjeld Slot

Bente Lund sagde ...

Hvor ser dit drivhusprojekt spændende ud, og jeg glæder mig til at følge det:-)

Bente Lund sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Bente sagde ...

Det må vi se billeder af, når du kommer så langt. Når det bliver sådan en smuk udgave, skal det helt klart kunne tages ned, så I kan få det med til en ny bopæl.

Skt. Helena sagde ...

Jeg synes det ser fuldstændig fantastisk ud! Jeg er sikker på at det vil klæde en hvilken som hest have :-)
Held og lykke med projektet.

Lisbeth sagde ...

Hvor er det flotte tegninger, jeg er spændt på at følge projektet.

Henrik sagde ...

Tak for jeres dejlige og positive tilkendegivelser. Det er jo et noget anderledes drivhus end de for tiden dejlige men også måske "dominerende" engelske drivhuse. Jeg skal nok være flittig med billeder så I kan følge med på sidelinien.
Rose. Glas køber jeg hos www.interglas.dk her er det muligt at bestille i lige det mål (næsten) som man måtte ønske.
Kjeld. Jeg har besluttet mig for at bruge pleksiglas til taget, både fordi jeg senere får brug for at flyttet drivhuset, men også af sikkerhedsgrunde, der er mange bolde og børn i vores område. Senere håber jeg måske at bruge hærdet glas i små sektioner så det næsten buer. Lidt a la Classica drivhuse.
God aften til jer Alle
Henrik

Fru Friis sagde ...

Hvor ser det fuldstændig fantastisk ud, og det er så dejligt befriende at du holder fast på de franske dyder og gør det gennemført og supersmukt. Også dyb respekt for at du bygger drivhus, når du ved at det skal flyttes igen.
Jeg vil spændt følge dit projekt her fra sidelinien... nå ja, så glemte jeg også at rose den flotte tegning, her rykker jeg store hårtotter ud hvergang manden foreslår at jeg "lige" tegner den haveidé jeg nu forventer udført... ;o)

Frøken Solhat sagde ...

Jamen Henrik .....det bliver da simpelthen helt fantastik og super smukt. Kan godt forstå du kvier dig ved at skulle undvære drivhuset i den kommende sæson.....så på med arbejdshandskerne - jeg vil spændt følge med på sidelilien ;09

Knus Dorthe

iminhave.dk sagde ...

Har du set drivhusene ved notre dame i Paris?...ellers må vi lige udveksle billeder.
Lækket drivhus du har fundet der...glæder mig til at følge projetet.

Rigtig go arbejdslyst
/Henrik

Nette sagde ...

Kære Henrik

Jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg så dine tegninger og billedet af "originalen". Hvor fuldstændigt fantastiskt! Jeg er meget imponeret over, at du giver dig i kast med et så spændende og grandiøst drivhus projekt. Glæder mig til at se mere.

Staudefeen sagde ...

Det lyder spændende, Henrik - det glæder jeg mig til at se billeder af :-)

Jeg skal dog skynde mig at sige til dig, at lærketræ giver sig, og man bruger det aldrig til drivhuse. Dette fik jeg at vide af Drivhussnedkeren (der bruger fyr-kernetræ), for jeg troede, som de fleste sikkert, at lærketræ var det bedste. Han kiggede undrende mig på mig og sagde, at uh nej, det må man aldrig bruge til drivhuse, fordi det slår sig. Jeg håber, det er ok at skrive det, INDEN du begynder at bygge drivhuset....

Kh. Marlene

Henrik sagde ...

Hej Marlene. Tak for din advarsel, jeg er helt bevidst om problemet med lærketræ, bla. af samme årsag bruger jeg ikke glas men plexiglas i hele baner. Jeg håber dette kan modvirke problemet. Men som privat person har det vist sig umuligt for mig at opdrive fyrretræ i en god kvalitet i de gængse byggemarkeder. Og finder jeg andre udbydere på nettet bliver det bliver enten helt urimeligt dyrt, 4-5 gange prisen ifht, Bauhaus eller transporten fordyrer.
Henrik

Staudefeen sagde ...

Ja, kunne også læse ud fra dit indlæg, at du godt er klar over, at lærketræ ikke er formstabilt, som du vist skriver.

Nej, kerne-fyrretræ er nok svært at finde, kunne jeg forestille mig.

Det bliver i hvert fald spændende med dit drivhus.

Kh. Marlene

Else Fogt sagde ...

Så endte jeg så lige her på din spændende blog ja selv har jeg jo drømt om sådan en lille sag i mange mange år knap så stort men jeg vil med stor fornøjelse og glæde følge med her og så har man jo lov at håbe manden også lader sig inspirer for pt sidder han da og kigger mig over skulderen. SUPER flot det du har gang i rigtig god påske og lad os så håbe foråret snart er kommet for at blive så vi alle kan komme i haven K.H Else