onsdag den 29. juli 2015

Kære mænd kom ud i haven.

Om mænd og haven, tag det med et smil.

Inspireret af et indlæg hos Kjeld Slot om Naturalistic planting, hvor jeg i kommentatorsporet måske kom lidt ud af en tangent, men det satte en række tanker igang.

Når jeg kigger mig omkring, altså her hvor vi bor. Eller hvor vi boede tidligere, eller sådan måske generelt i det danske haveland. Så synes jeg at se to markante bastioner, okay det er måske så meget sagt. Men Mændene tager sig af det grove i haven, alt det med maskiner, hække, græs, jord og sten. Kvinderne er de kreative, de vidende, de skabende, HAVEMENNESKET.

Er det blevet sådan, at mændene har opgivet haven ? Det er noget der skal overståes nemmest muligt, en pligt, i retning af fredagsrengøring i huset. Hvis man ikke også har hjælp det dette. Ser de fleste mænd haven som noget man "gør rent" i ? Helst udrustet med et motoriseret aggregat.


Alle mine naboer har en havetraktor, altså langt de fleste af dem, nuvel vi bor på landet, og haverne.. øh nå ja græsplænerne er store. (Bedene tilsvarende små ).
Det første nabomændene sagde til mig, var, du skal vel have en havetraktor med den store have, og med gårdpladsen slipper du da for at slå græs der. Jeg kiggede på dem, og sagde. Njae egentlig ikke. Vi skal faktisk have blomsterbede, og køkkenhave. Gårdpladsen skal også omdannes til have. Jeg må indrømme de fleste kiggede vantro på mig, nærmest sådan. Nå så din kone skal have blomster, og du skal luge. Straks fik jeg velmenende råd om barkflis til bunddække, hvor det kunne købes i trailerfulde.....

Mænd er jo ellers nogle kompetente skabninger, når vi interesserer os for et område.  Måske ligefrem kalder det vores hobby, så er der ingen grænser for vores skabelyst og fordybelse. Jeg er ikke rigtig sportsinteresseret. Tilbringer ingen tid med fjernsynet hvor en gruppe svedende mænd kæmper om et stykke griselæder, hverken på græs eller i hal. Selvfølgelig ser jeg da en landskamp en gang i mellem, sådan cirka omkring semifinalen. Med de danske præstationer kan I nok regne ud det er yderst sjældent.

Der er store mænd i det danske landskab, ikke i sådan fysisk forstand. Men hvem her vil ikke gerne kende Claus, Dalby, eller Kjeld Slot, eller ham der fra Gisselfeld med håret, Stig lauritzen. Herefter begynder det måske at ebbe ud. Et par kendte blomsterbindere, fra københavn, men det er jo ikke mænd i haven. Et par stykker er på TV. ukendte gartnere i de kongelige slotshaver.

Er have umandigt ? Konen og børnenes område. Tidligere var køkkenet "kvinde område" men da mændene opdagede potentialet i køkkenet, blev der lige pludselig tale om endog meget store investeringer, med lækre elementer, teknik og maskiner (hvidevarer der tilsammen koster det samme som en minibil) Man må da have spilkogende vand når man åbner hanen, og to ovne, samt gasblus, for det bruger de professionelle kokke jo.
Måske det er her essensen ligger, et køkken der spiller, sladre ikke om kokkens evner. De fleste af os kan jo godt lave rimelig god mad, hvis vi øver os lidt, behersker 3-5 retter. Tak til brødrene Price for hjælpen. Men men haven uh ha, her kan man ikke nøjes med en god aften, venner med rødvin og rosastegt steg. Den sladrer straks hvis man ikke behersker disciplinen.

Kigger vi ud i Verden, så er rigtig mange, nok flertallet af kendte havearkitekter mænd, hvilket sikkert også understøtte min these ovenover. Bare der var flere amatører af slagsen.

Men kære mænd, haven er også jeres fristed, her kan vi også gi den gas. Blærer os.
Hvis haven spiller så skal I/Vi nok høste stor ros og anerkendelse. Den giver ovenikøbet sund motion med formål, mulighed for en stor maskinpark, samt lejlighed til at fylde hyldemeter med bøger, magasiner og blade om selv den mindste niche indenfor havekunsten. For det er kunst, altså det der have. Vi skal øve os, begå fejl, anerkende nederlag. I virkeligheden er haven den bedste legeplads for mænd, for der er plads til det meste. Hvad der ikke lykkes kan rives op, plantes om eller erstattes af noget bedre.
Men haven er ikke græs, og hækklipning, den er meget mere end det, vis Jer nu.

Jeg har så sandelig andre interesser end haven, jeg elsker biler, motorcykler. Har sågar en af hver.
En fransk madame bor permanent hos os, Esmeralda.


Jeg savner mænd i haven, mænd der virkelig går op i haven, sådan med hele deres identitet, mænd som siger : JEG ER HAVEMAND !

41 kommentarer:

Lone sagde ...

Godt brølt, løve!

Og - du har på mange måder da helt ret. Der er alt for få synlige mænd i de danske haver. Mænd, der virkelig nyder at gå i haven. Måske er det fordi de bliver amputerede af deres pyntesyge og lidt kontrollerende koner? Den mandige måde at gå i haven på, bliver måske druknet af stillebens og romantiske bede - og så fortrækker mændene igen?

Jeg ved det ikke. Men - jeg ved, at rigtig mange alt for fortravlede mænd ville have rigtigt godt af at kunne stresse af med havearbejde - uden en kone, der skriver lange lister og kommanderer. Er det mon muligt :-) Det tror jeg - og i mange haveliv tror jeg faktisk at der findes en god balance. Hvor man hygger sig sammen om havearbejdet. Det er måske bare ikke noget mænd går rundt og praler af... Og slet ikke mænd i din alder :-)

Og så vil jeg da bare lige sige - havetraktor til græsslåning, flis til store områder med buske, træer mv. er altså også haveliv, så det batter. Mænd behøver jo ikke anlægge staudebede og køkkenhaver, for at vi kan kalde dem havemænd! Der er mange måder at være havemand på!

Esther - Ildkattens Scriptorium sagde ...

TAK for dit indspark.

Jeg har tit og ofte undret mig over, hvor få mænd der lader til at være interesseret i have. Min egen kæreste inklusiv. Bevares, han hjælper da til i haven, men da helst med "de tunge ting" (Ikke at jeg og min ryg har spor imod dette!).
Lugning hjælper han også med, men kun på gangstierne, som der jo så heldigvis er temmelig mange af...bedene vil han ikke luge, fordi han ikke kan se forskel på planterne ;)
Nå ja...og så klipper han buksbomhækken...det gør han forøvrigt meget pænere end jeg kan gøre det. Jeg er nemlig for doven til at bruge pinde og snore...hihi.

Hvis man ser sig omkring i blogland er der jo heller ikke ret mange mænd, der er havebloggere...

Jeg synes jo det at tilplante bede minder en hel del om farver og former som på et maleri...det kan se fantastisk ud - eller det kan ligne noget, der er løgn.

Nu findes der jo temmelig mange mandlige kunstmalere, så det undrer mig virkelig at ikke flere har kastet sig over havekunsten.

P.S. forøvrigt...så kan Peter Wibroe vel også betegnes som en havemand?? ham med "Havekunst og tanketidsler"

Henrik sagde ...

Hej Esther, du har ret, med Peter han er også havemand , men lever stille med det i offentligheden, nu bortset fra bogen.
Lyder som om der kunne være potentiale i din kæreste, tror også det handler om at tage ejerskab, og medansvar.
Venligst
Henrik

Henrik sagde ...

Hej Lone. Det er lige den vej jeg gerne vil. Hvor haven også for mænd er et projekt man er fælles om, hvor vi supplerer hinanden, men ikke kun i mand tungt arbejde, kvinde det kreative. Bevares mange mænd finder muligvis det overordnede billede mest interessant, og overlader villigt nusseriet og detaljerne til kvinderne. Arbejdsdeling, måske. Men man mistet altså den sjælelige forbindelse tror jeg, hvis man ikke også fordyber sig i nogle detaljer.
Bark flis, er helt fint, det muliggør at man kan holde haven, især hvis tiden eller kræfterne ikke er tilgængelige. Kan også have et smukt udtryk anvendt rigtigt. Men som forhave underlag finder jeg det oftest uskønt.
Venligst
Henrik

Nette sagde ...

Orv, for et godt indlæg Henrik! Jeg synes egentligt ikke, at det med haver er specielt feminint. Intet af det. Hverken komposition eller hækklipning. Og jeg har intet bud på, hvad årsagen kan være til, at det mest er kvinder, der leger have. Når jeg tænker England, tænker jeg Alan Titchmarsh, Geoff Hamilton, Monty Don og flere andre. Selvfølgelig er der også kvinder. Claus Dalbys publikum er overvejende kvinder af en eller anden årsag. Mærkeligt er det.

Og @Lone: Beklager men jeg sad her for mig selv og bandede højt, da jeg læste dit indspark. Hvorfor i alverden skulle alle mænd med en have dog være så uheldige at være gift med en kommanderende hustru? Hvis konerne tager lysten fra havelivet fra dem, er det vel deres eget ansvar, og så tager de vel også lysten til al muligt andet fra dem. Så vil jeg anbefale dem at se at blive skilt i en fart! Det er vel ikke samtlige mænd i Danmark som er under tøflen, og vel ikke alle kvinder med have som er dominerende og kommanderende? Hvor blev de kommanderende mænd for resten lige af i den betragtning?

For ikke længe siden blev jeg impulsivt inviteret til lørdagsfrokost hos nogle meget gode venner, som netop var blevet færdige med at renovere deres hus og i den forbindelse havde lavet en blanding af en terrasse og walled garden på ca. 100 m2. De ville gerne have nogle ideer til beplantning på terrassen. Ingen af dem interesserer sig for have, men haven har altid været mandens domæne. Trods alt. Både hvad angår vedligehold og indhold. Jeg indrømmer dog, at vi er ude i rhododendroner og barkflis. Så jeg tænkte at deres invitation dækkede over noget andet. Stor var min overraskelse da det viste sig, at det virkeligt handlede om indkøb af krukker, træer og planter. Det var manden der var primus motor, og jeg skal lige love for, at jeg kom på arbejde. Men det var projektbetonet. Ikke rigtig haveinteresse betonet. Du har nok ret i det med maskinerne Henrik. Jo større og flottere maskiner - jo sjovere. "Arbejdsfordeling" er nok et ord, som kunne forklare noget. Du er virkelig dykket ned i et mysterium her. Kommer jeg i tanker om noget klogt (!), skal jeg nok lade høre fra mig ;-)

Høneballehaven sagde ...

Vel talt Henrik, du har ret i alt, hvad du skriver. Men jeg må lige tilføje, at jeg i dag har haft besøg af to mænd sammen med deres koner. De var ret haveinteresserede og hjalp med både flytning af stauder og opbygning af pergola og lignende. Men de mænd er i fåtal, min egen mand er nu også flink til at hjælpe, og er nu næsten færdig med at sætte hegn rundt om haven, det er en stor opgave i lighed med haven størrelse.

Anette Nielsen sagde ...

Hej Henrik!
Jeg tror nu ikke vi behøver at bekymre os om at mænd kommer i haverne, for tror det sker helt af sig selv, det bygger jeg på egne erfaringer, med min mand, også selvom han ikke er kommet derud endnu kan jeg spore interessen, for han havde lyst til at være en del af det at få plantet en alle, som gerne skulle stå lige på en skrånende grund:-) yderligere var vi sammen på besøg hos skønne Hr og Fru Høneballe, da følte jeg også der skete noget;-)

Hilsner fra Anette

PS til Lone, det lyder jo som en beskrivelse af Fint skal det være med the Buket woman og Richard:-)

Henrik sagde ...

Hej Nette. Det var lige præcis værterne fra Garners World jeg tænkte på mænd vi mangler i haverne. Monty har en utrolig smittende glæde ved haven, ingen uddannelse, kun learning by doping and reading. Som jeg selv, hvis jeg skulle vælge ville jeg være Monty don. Vi har da Søren men hans havestil er ikke rigtig mig, ser da programmerne. I England er der prestige i have, og måske det er det der holder så mange mænd i "faget" samt den store gruppe amatører der er synlige i nærmest alle landsbyer. Uha, her kan jeg mærke jeg også føler stærkt. Mere herom senere. Men mænd og prestige, det er der noget om, kun overgået af penge...
Henrik

Henrik sagde ...

Hej Lisbeth. Jo der er mange mænd i haverne, også som hjælper til, tror mange smukke haver med en kvinde forrest, har en stærk mand i baggrunden. En mand som gerne lader deres hustru få æren for skaberværket, til trods for at de selv , især i fysisk forstand har bidraget betragteligt. Men jeg efterlyser flere mænd der virkelig lever og skaber i deres have, mænd som går forrest, eller i stærkt parløb interesserer sig for haven. Mænd som med den største naturlighed, selv tager på planteskolen, lige som de vasker bil om søndagen...
Henrik

Fru Friis sagde ...

Åhhh... hvilket herligt indlæg fra din hånd, Henrik! Og et spørgsmål jeg ofte har tænkt på. Jeg er dog kommet frem til at mændene skam er rigtig interesseret, de/I gør bare tingene på en anden måde og taler måske ikke så meget om det som kvinder har en tendens til. I mit og mandens ægteskab, er fordelingen klart som du beskriver: Mand klarer hæk, plæne og opbygning. Kvinde klarer plantevalg, farver og beplantning! Og dog! For jeg kan sandelig også flytte sten, tunge trillebør og grave huller - elsker faktisk huller frem for stillebens! Og manden kommer tydeligt på banen, når jeg bliver for dominerende i mine valg. Så bliver der læst og påskrevet om, at haven skam også er hans! ;o)
På havebloggene er flertallet kvinder, men i facebook havegrupperne ser jeg en langt større lige fordeling mellem kønnene. Her melder mændende sig ind og deltager i snakken, og der kan jeg pege nogle meget kompetente havemænd ud. Og heldigvis for det!
Jeg tror min konklusion desværre må blive, at vi kvinder ganske enkelt kagler meget mere om det vi foretager os, end mændene gør. Derfor bliver de kompentente havemænd ikke så synlige, - men de er der! Og som i alle andre af livets sammenhænge, er det nu engang sundest, når fordelingen af kønnene er nogenlunde lige. Der skal modspil til, for begge parter.
Tak for et herligt, kompetent haveindlæg fra en ægte havemand der tør brøle! :o)

Fru Friis sagde ...

PS. Jeg lægger lige et link ud i facebookgrupen "Drivhusglæder og haveguf". Så må vi se om der er nogle mænd der tør kommenterer... ;o)

Fru Friis sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Fru Friis sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Henrik sagde ...

Hej Anette. Vi mænd elsker synlige projekter. Store projektet. Man skal kunne se der er sket noget i dag. At så, planlægge. Plante om, det bliver først synligt senere. Flere måneder, nogle gange flere år senere. Min nabo slår græs hver weekend, man kan se han har lavet noget...jeg spørger bare, hvorfor nøjes med græsset som en art pligtarbejde. Store plæner fordi det et nemt, det er måske min næststørste aversion. Det kan blive meget bedre, vi skal bruge vores evner til at skabe.

Venligst
Henrik

Henrik sagde ...

Hej Fru Friis, jeg har tænkt de samme tanker. Jeg mener, hvornår har man sidst hørt to mænd der kender hinanden inspicere den enes have og sige. Du Morten, det er sgu rigtigt flot sat sammen, med de grænser og stauder i forhaven. Jo tak Frederik, efter vores snak sidst, besluttede jeg at flytte yderligere rundt på græsserne, for at forstærke vindens effekt...
Flere kommentarer skal være velkomne.
Venligst
Henrik Havemand.

Tina - Haven i Velkær sagde ...

Det er skægt at du nævner tre af de kendte danske haveguruer. Er der i grunden nogle tilsvarende kvindelige og hvorfor mon ikke? For nu at vende det om.
Det er rigtigt at der ikke er helt så mange herrer ved tastaturerne, men de der er bliver hørt og set.

Elmer Aagesen sagde ...

Jeg tror ikke vi skal prøve at lave om på kønrollerne. Kvinder og mænd er nu engang ikke ens, og det mener jeg ikke vi skal lave om på. Jeg er helt enig med fru Friis, kvinder har ganske givet mere trang til blogge end mænd. For mig er det heller ikke et spørgsmål om hvor meget der bliver skrevet og sagt men derimod kvaliteten heraf.

Hvad angår arbejdsfordeling i vores have, er det nok lige modsat hvad der er normalen, her er det mig der er den udfarende kraft og min kone som hjælper rigtig meget til. Sjovt nok startede det for 43 år siden med at jeg gerne ville have det hele asfalteret, idet jeg som de fleste mænd ikke var spor interesseret i have, men det har så med tiden taget en "kovending.

Omkring 2/3 af de personer som besøger vores have er kvinder, men de mænd som kommer, virker faktisk også meget interesserede og spørgelystne, og mange har i forbindelse med besøg hos os givet udtryk for at nu skal de hjem og i gang med forskellige projekter, så jeg tror faktisk ikke at det står så sløjt til med mænds interesse som der gives udtryk for.

En anden ting som jeg tror kunne anspore mændene til lidt mere haveflid og interesse kunne være at man i Danmark begyndte at sende nogle haveudsendelser med kvalitet, som for nuværende absolut er en mangelvare. De Engelske haveudsendelser med Monty Don og Allan Titsmarch kunne absolut være ansporende for det mandlige køn.

Henrik sagde ...

Hej Tina. Det er lige præcis det der er så underligt, eller forudsigeligt. I toppen finder vi meget ofte mænd. Den store gruppe kvinder i midten samt ganske få i toppen. Til slut de mange, jeg er ikke havemand ,mænd i bunden...Kvinder i toppen, i dk vel Jane schul, salig Anne Just. Blandt nyere som klart har inspireret mange de seneste år, herunder mig, Birgit Helbo, Jette Frölich, måske snart kendte "Tante grøn", som jeg tror vi kommer til at høre mange valfarte til. En stor stribe engelske, Jekyll, Sackville West. Fra Frankrig, geniale Dominique Lafourcade. Så der er skam kvinder også i toppen, dog kun få superstjerner, og her skal vi til udlandet tror jeg.
Venligst
Henrik

Henrik sagde ...

Hej Elmer, og velkommen til. Jeg kunne ikke være mere enig, kønsroller har jeg sådan set intet imod, kunne ikke drømme om at advokere for hverken den ene eller anden arbejdsdeling. Men jeg spørger gerne hvorfor jeg så mange gange hører, også hos meget have passionerede ejere, at manden tager sig at det tunge...øv hvor kedeligt ? Jeg ville hellere betale 100 kr år md, for en kanal med gode udsendelser, uden tju bang, bling klinge musik, og mærkelige ufotogene værter, som spørger om have, men intet kender til...
Venligst
Henrik

Fru Friis sagde ...

Lad os lige få Camilla Plum og engelske Carol Klein med på listen! :O)

Henrik sagde ...

Fru Friis, du har da ret.

Fru Friis sagde ...

Undskyld Henrik, hvis jeg bliver rigtig træls nu med alle mine kommentarer... men jeg syntes simpelthen at dit indlæg er så spændende og vil så gerne have alle på banen! Jeg så lige et indlæg på tv med Søren Ryge som fylder 70. Han har da om nogen fyldt vores fjernsyn i rigtig mange år. Selv om du måske ikke syntes om hans havestil, så er det jo ikke det, det handler om! Det handler om dedikerede mænd i haven og det er Søren Ryge så afgjort. OG han er en rigtig havemand som ved hvad han taler om, kender årets gang i haven og og har haft fingrene langt nede i mulden. HURRA for Søren Ryge og hans fødselsdag! ;o)

Haveselskabet sagde ...

Jeg er enig med Henrik i at der er alt for få mænd der nyder den glæde det er at passe sin have. Jeg holder en masse foredrag om økologisk have, og kvinder er i stort overtal, forholdet 5:1 er ikke ualmindelig. Mange af dem der er med er"med konen".
Selv nyder jeg min have, hvor jeg sammen med min kone Sølva, dyrker økologisk have - selvforsyning til husbehov. Vi hygger os sammen om det. Når vi taler om selvforsyning til husbehov, mener vi ikke kun grønsager, men også blomster til at nyde i haven og plukke ind i buketter. Vi er selvforsynende med en masse grønsager og blomster, æg fra hønsene og honning fra bierne, men først og fremmest er vi selvforsynende med haveglæde til husbehov.
Jeg fatter ikke at ikke flere mænd "tilkæmper" sig deres ret til havearbejdet.
I øjeblikket arbejder vi så på vores fjerde bog, den skal udkomme til foråret, så den tager jo også en del af tiden, men den handler også om have, selvom arbejdstitlen er "Økologisk drivhus - selvforsyning til husbehov, den skal udgives i foråret, som sædvanligt på Koustrup og Co.

Henrik sagde ...

Hej Jens, din beskrivelse ligner til forveksling den erfaring jeg også har gjort mig igennem min havekarriere. Kan nu se på navnet, at vi naturligvis har bogen og økologisk have, den har vi anlagt vores potager efter. Igen man må læse og øve sig, og her burde mange mænd være på hjemmebane. Er der noget der fanger er mændene jo ofte helt fremme i fronten. Tak for indspark.
Venligst
Henrik

Nette sagde ...

@ fru Friis: Carol Klein ja, fru Plum ellers tak. Sidstnævnte er for øvrigt på tv disse dage, så du kan bare tune ind.

Nette sagde ...

Hej igen Henrik

Hvor er det godt at se "nye" mandlige kommentatorer. Og en eller anden dag må jeg få set Slottet i Smørmosen :-)For selvom jeg ikke dyrker "rigtig" køkkenhave (det er noget med pladsen), finder jeg det spændende. Jeg har Birgit Helbos bog om hendes potager på hylden og er fuldstændig forgabt i den.

Jeg ser også gode gamle Søren ind i mellem, men han sætter heller ikke fut i mig, som f.eks. Garderners' World og de gamle Haven i Hune udsendeler, som jeg har optaget og set flere gange. Nu vi er ved Haven i Hune, fatter jeg ikke, at man ikke får Claus Dalby til at lave nogle udsendelser med helt samme koncept. Han ved - om nogen - hvor de gode og meget forskellige haver er i både ind- og udland. Når nu alle stadigt fabler om de udsendelser, hvad enten de har have eller ej - kan jeg ikke forstå, at man ikke genoptager succesen. Det er da tudetosset.

Nu skal jeg nok holde kaje.

Fru Friis sagde ...

Kære Nette. I mit univers og i denne debat handler det ikke om hvad vi hver især kan li' eller ikke li'. Det handler om de mennesker som virkelig er dedikeret til haven, som har årelang erfaring med hænderne i mulden og som nødvendigvis ikke lader sig følge af overfladiske modeluner. Jeg har dyb respekt for 70 årige Søren Ryge, som siger han kun har 3 krydderurter (Persille, dild og purløg) i sin have, - derfor kan vi andre jo godt prøve os frem med vietnamesisk basilikum og citrongræs. Og hvem ved... måske vi ender samme sted som hr. Ryge! ;o) Respekt for de erfarne havemænd og koner, som ved så mange ting uden at gøre et større væsen af sig.

Og hov! Har vi ikke glemt at nævne Lene Tvedegaard (Gartneri Tvedegaard) og Marianne-hvad-hedder-hun-nu... fra Gartneri Spiren... der er altså så mange skønne havemennesker derude, der kan så meget spændende og af begge køn. :o)

Høneballehaven sagde ...

Og Anne Marie fra Lønbæk Planteskole.
Af mænd kan også nævnes Karsten F med bloggen Grønne nedslag.

Nette sagde ...

@ Fru Friis, Jeg giver dig HELT ret. Og jeg påpeger netop også, at man sagtens kan "dyrke" andre former for have, end lige det man selv har valgt. Netop derfor kunne jeg godt tænke mig nogle udsendelser a la Haven i Hune og Garderners' World, hvor der bliver vist meget forskellige haver garneret med praktiske råd. Danmarks skønneste have udsendelserne var på vej mod noget godt. Jeg bryder mig personligt blot ikke om selve konkurrence elementet i sådanne udsendelser. Og ja. Der er flere dygtige mænd og kvinder i Danmark, som har noget at byde ind med.

Henrik sagde ...

Sikke en række, og jo der er mange kvinder og også mænd derude. Men så mange er de vel ikke i det offentlige rum. De mænd jeg efterlyser er jo mine naboer, vores allesammens naboer, hvor måske især mændene er fraværende. Vi mangler jer i fællesskabet. Haven tilbage i bevidstheden. At mænd prioriterer indkøb højere til haven, end for nuværende. Der er en helt utrolig skat gemt, hvis flere kommer i haven, en holdningsændring, hvor mænd måske i allerhøjeste grad tager havens til sig. Mere grønt, mindre krom og grej...
Henrik

Jørn Møller Jensen sagde ...

Som mangeårig havemand og efterhånden en ældre del af slagsen føler jeg, at jeg må komme på banen. Du nævner nogle få kendte havemænd som eksempler, og du har da ret, at i havesammenhæng er kvinderne i overtal, men set fra min matrikel får jeg alligevel øje på en række haveinteresserede mænd, der måske blot ikke gør så megen væsen af sig. Jeg har gennem årene været foredragsholder rundt i Haveselskabets kredse og må også der konstatere, at kvinderne er i overtal blandt tilhørerne, men der er dog også en del mænd til stede, hvorvidt de nu har fået armen vredet om, og pænt følger med konen til haveforedrag, skal jeg lade være usagt, men kvinder er generelt bedre til at komme ud af døren til de mange kulturelle tilbud, der gives. Vi må nok erkende, at haveinteressen hører til de `bløde værdier`. I historisk sammenhæng på landet var det jo manden der stod for bedriften, medens konen stod for huset og kålgården, og da jeg for tredive år siden boede i en landsby, var det stadig det mønster, der var gældende. Dybest set synes jeg ikke det er så afgørende, hvor mange mænd der gider havearbejde, men når de bliver fanget af det, bliver det ofte som plantesamlere, eller det med at præstere en flot græsplæne, og begge dele kan være en udmærket indgangsvinkel til en rig og indholdsrig interesse. Jeg mener, at haveinteressen i bedste fald hænger sammen med det musiske, det kreative og skabende, og der mener jeg, at mange kvinder generelt har et fortrin for vi mænd.

Jette sagde ...

Hej Henrik.Rigtig godt indlæg og har læst alle de kompetente indlæg.
Her i vores nabolag er det nok det traditionelle med mændene der klipper hæk-slår græs og bygger og borer.
Her er den næsten også sådan.............manden synes ikke han har fantasi til at lave bede og sammensætte planter.
Men det er ham der står for vores dejlige køkkenhave i højbede.
Og jeg kunne bestemt ikke klare haven uden ham.
Men det ville nu være dejligt med flere mænd på banen.
Og vil da også sige at her er det mig der maler både ind og udvendigt.
Spændende dialog med mange spændende synspunkter God aften Jette

iminhave.dk sagde ...

Hej Henrik
Tak for et rigtig fint indlæg.
Haven giver næsten instant mental afslapning og ro - noget alle har gavn af, uanset havestil, kreative evner og køn!
En ting er hvad mænd siger...en anden hvad de tænker. Jeg har selv set en mand med havetraktor og stor plæne, få lys i øjnene da snakken faldt på hans enlig rhododendron med lilla blomster i hjørnet af den store plæne..."havegenet" ligger i de fleste, når de får muligheden, inspirationen og vigtigst, tiden.
Mvh ham den anden Henrik

PS. Imponerende fin Citroën

Henrik sagde ...

Hej Jørn, du er jo en Havemand, og jeres have ved hegnet er jo verdensberømt i DK, og med grund. Som du selv er inde på var der tidligere mange mænd, som med den største naturlighed stod for haven, et mandeområde...Jeg tænker blot til stadighed over, hvorfor denne interesse i den grad er forsvundet. Jeg vil advokere for at flere mænd igen kommer i haven, og engagerer sig i en grøn renæssance for vores byer og landbyer har brug for det.
Er mænd for beskedne når alt kommer til alt ?
Henrik

Kjeld Slot sagde ...

Hej Henrik
Tak for et super relevant emne i havefaget.
Jeg bemærker at der i flere af kommentarerne anvendes sætninger som "manden hjælper da til" "og det hjælper han også med" "manden tager med" etc. Det kan lyde lidt som når man taler om at have sine mindre børn med i køkkenet, hvor det er vigtigt at man har et øje på hver finger, så de ikke laver ulykker eller kommer til skade!? For nogle mødre er køkkenet et rigtig farligt sted! :-))
OG: A pro pos Lones bemærkning om pyntesygen, så fornemmer jeg en vis afstandtagen til den slags blomster-havestyling hos de fleste mænd, der nok mere går op i grønne rum, præcision rent formmæssigt, og håndværksmæssig akkuratesse og finesse.
Det behøver jo ikke være modsætninger til det dekorative og arrangementerne med blomster, men det bliver måske undervurderet som væsentlige elementer i en have?

Når jeg er på havebesøg som fagperson, sikrer jeg mig at begge parter (både mand og kvinde deltager) og stiller spørgsmålet ret tidlig til manden under sceancen; Hvad kan du lide at lave i haven og hvorledes ser du din rolle er her!? - Er du pedel?

Det skaber som regel en humoristisk og afslappet indgang til at tale konstruktivt om hvorledes haven kan gribes an og med gensidig respekt for begge parters kompetencer.

Men vi mangler flere passionerede havemænd. Det er både sikkert og vist.

Skønt indlæg Henrik!

Kjeld

Jørn Møller Jensen sagde ...

Jeg tror ikke, at mænds haveinteresse umiddelbart kan trylles frem. Dybest set handler interessen for haveområdet om følsomhed. Hvis en mand har uballance i forholdet mellem sine mandlige og kvindelige værdier, vil han have svært ved at finde meningen med at gå i haven. Vi kan prøve et ekstremt tankeeksperiment, nemlig at sende en flok rockere i haven - de ville nok mest kunne spille `stærke mænd`. Formodentlig ville de være gode til at flytte store sten, men at overlade dem skabelsen af en have med omhu for plantevæksten, har jeg svært ved at se for mig. Jeg er godt klar over, at jeg er ude i stærke generaliseringer. Jeg stødte engang på udtrykket:`At have et følelsesliv som en flodhests`.

Henrik sagde ...

Hej Kjeld. Mændene i haven, ja ofte i rollen som pedel. Men det er mænds egen skyld, hvis de har sat sig i den rolle at udføre arbejde, uden indflydelse på indholdet. Det er måske selve essensen af vores tilgang til livet. Er vi pedel, eller griber vi til rollen som eksistentialisten , man har vel altid jo valg muligheder. Ja eller nej. Jeg mener vi og især vores fremtidige brødre, skal påtage sig igen at præge haven i privaten, med interessen for det arkitektoniske, linjerne men også det dyrkede, det iscenesatte.
Venligst
Henrik

Henrik sagde ...

Hej Jørn, interessant eksperiment, men viser det sig ikke alligevel at mænd i lige så høj grad lader sig styre af gruppe normer. Ændres disse normer, flyttes både balancen og anerkendelsen. Italienske mænd...går gerne i lyserød. Hvordan bærer de sig ad? Igen finder dem mindre "macho" fordi de bærer med selvtillid, stolthed og attitude. Store mænd har næsten alle efterladt sig en havearv. Fra Kina, Persien, Italien England, og Frankrig. Jeg siger, vi kan sige højere. Se dette har jeg skabt. Denne have er mit aftryk, her bor en rigtig mand, i lyserød skjorte og jeg bærer den. Fordi! Den klæder mig.

Lisbeth sagde ...

Hvor er jeg enig med Jørn i hans kommentarer.
Mht. passionerede havemænd så er det interessant at I efterlyser dem når det primært er mænd man ser i medierne, så er det altså ikke forbilleder der mangler.. - måske mangler de slet ikke, men har en anden tilgang til sagerne?
Hvordan ser det mon ud i Rhododendronselskabet, Alpingruppen, Rosenselskabet, Bonsaiselskabet eller hvad de nu hedder alle specialegrupperne?
Jeg tror ikke at der er nogle der forhindrer mændene i at dyrke have, nogle og måske næsten et par generationer har bare andre interesser. En stor del har de sidste tyve år haft utrolig travlt med at realisere sig selv som en anden BS eller Chris Macdonald i tricot på landevejen, væk fra familien. Jeg ser mine mandlige kolleger i familiefar-alderen løbe, cykle, sejle til den helt store guldmedalje iført det helt rigtige outfit. Sport og extremsport har været oppe i vælten en del år og det bliver beundret og kommenteret af alle.
Da jeg var gartner fra 1978-1988 var der størst prestige i at være på brolæggerholdet eller være træmand som kunne svinge sig med motorsaven imellem grenene oppe i trætoppene, der var ikke mange der gad almindelig vedligeholdelse med lugejernet - der skal større følsomhed til hvis man skal ende med at designe sine bede.
Der har aldrig tidligere været meget prestige i at klippe hæk og græs eller dyrke sine egne kartofler for den sags skyld, men jeg ser en interesse hos de unge mandlige byboere, mine egne sønner inklusive. De deltager i fødevarefællesskaber og plukker grønt til pestoen i Valbyparken, interesserer sig kort sagt for hvor maden kommer af og er det så ikke uendelig ligegyldigt om det er kvinder eller mænd der hersker i blomsterbedene og som bloggere? Og hvad er egentlig en rigtig mand?

Therkild Rohde sagde ...

Hej Henrik.
Godt indlæg du er kommet med og interessant at læse alle de kommentar. Så dit indlæg har samt tankerne i gang. Om der mangler forbilleder for mænd ang haver, eller ej, eller om mænd ikke viser så meget om de har have interesse eller ej, ved jeg ikke, men jeg ved at her hos os, er det mig som går mest i haven og luger og gør ved, samt lægge planer for have og ændre haven. I år har jeg desværre været meget sløv på min blog for vi flyttet og har også som jer fået en stor have på landet, men jeg kommer efter det og vil lige som dig Henrik vise at der også er mænd som har have interessen.
Men Ja det er som regl ikke så mange mænd når man tager til fordrag eller demostration omkring haver og en del af dem er også med fordi deres kone ville afsted, det ser man også.
Måske vil vi med tiden se at flere mænd får interessen for haven, eftersom flere og flere mænd vise interesse for de blød sider af livet. Det vil vise sig.
Spændende at følge din blog og se hvordan i får ændret stedet mere og mere over til en dejlig fransk plet her i Danmark. God arbejdslyst i haven.

Henrik sagde ...

Hej Therkild. Velkomme til. Godt at se og høre flere havemænd. Vi er på mission, flere mænd i haverne, flere mænd der tager stilling og ikke blot som Kjeld Slot så provokerende spørger er "Pedel".
Haven er også for mænd, den er vores domæne som jorden der dyrkes, til nytte og passion.
Henrik