La Tonnelle er et meget væsentligt og nødvendigt element i den sydfranske have, den skærmer imod solens brændende stråler og indbyder til et glas afkølet rosévin.
Jeg har haft kig på flere under vores ferier, men problemet er længden på stængerne som er ca. 2 meter altså mere end vi kan have i bilen. En anden mulighed er at købe hos eksklusive italienske firma unopiu, der har en afdeling i Hamburg, men som skrevet er det eksklusivt og priserne ligeså.
Eller fra den moderate ende som denne her der har dannet basis for min konstruktion.
Så jeg har ladet mig inspirere og bygget en model selv, dog i træ da jeg ikke behersker svejseapparatet eller har adgang til den type af jernprofiler.
Buerne er konstrueret af vandfastlimet krydsfiner i hårdttræ som jeg har savet ud med stiksav.
Stængerne er 45x45 mm høvlede træregler, alt sammen malet med Pinotex træbeskyttelse og sat sammen med rustfri skruer og vinkelbeslag.
Vi mangler at sy dugen, man kan købe markisestof enten på nettet eller i stofforetninger til rimelige priser, vi skal bruge knap 8 meter.
Det er ikke meningen at overdækningen skal være på hele tiden, men på de varme dage. Sydpå lader mange gerne Blåregn gro henover det giver et skønt flimrende dække, men min kontruktion i træ er ikke dimensioneret til vægten af så kraftige klatreplanter.
Skitsen vil naturligvis kunne findes under Nye projekter, med cirka angivelser af mål osv.
Materiale prisen er ca. 550 kr + træbeskyttelse.