mandag den 29. november 2010

Vinter klar

Nå så fik jeg endelige pakket drivhuset i termofrakke, det var da vist lige i sidste øjeblik.


Faktisk lagde jeg overdækningen på taget i forrige weekend, men flere af planterne er først nu kommet indenfor i varmen.
Desværre måtte jeg også lige ud og købe en ny varmeblæser  da den gamle besluttede sig for pensionering, men 70kr i Bauhaus er vist til at leve med, den forrige holdt 3 sæsoner.
Kønt ser det vist ikke ud, men her må æstetik desværre vige pladsen for det praktisk mulige.


Vigtigst af alt. Jeg bruger boblefolie med store bobler til at isolere drivhuset med.
Købt hos www.pack2.dk ca. 380 kr for 1x50 meter + lev. ca 500 alt inkl, det er det billigste jeg har kunnet finde det til.
På taget udenfor lægger jeg 2 lag, som igen dækkes af en tyk dampspærrefolie der tapes fast til drivhuset med en vejrresistent tape fra TESA. (Denne kan bla. købes i Bauhaus).
Siderne isoleres indefra med 1 lag. På gulvet i den ene side bruger jeg de tomme kapillærkasser som etage opbevaring, således at luften bedre kan cirkulere og planterne ikke står for tæt.


Her er de første planter kommet ind, men flere er kommet til siden, endnu mangler oliventræet men så er der også alt optaget.
Mit nuværende vinter drivhus er på 6 kvm. ikke meget, men det er tæt pakket og sidste års varmeudgift beløb sig til ca. 500 KiloWatt. Det er ikke gratis, men det er en rimelig udgift synes jeg.

torsdag den 18. november 2010

Træer fra frø

Nu skal det være, idag har jeg fået ca.25 stk Acer Palmatum frø (De vingeformede) af en god kollega, og hvordan er det så lige man sår dem?
Nettet er svaret, eller det kan i hvert fald give et bud på en guide til den måske lidt overmodige og tålmodige amatør.



Trin 1: Friske og modne frø fra perioden slut oktober til midt november. Tjek.
Trin 2: Låg frøene i en lille skål med frisk vand, lad stå 3 dage, herefter kan de frø der er sunket til bunds bruges og de der flyder ovenpå kassereres.
Trin 3: Nu skal frøene snydes til at tro de har gennemlevet en vinter. Derfor tørres de med papir og lukkes inde i en pose uden luft, som opbevares i bunden af køleskabet denne periode skal være ca 90 dage+.
Trin 4: Nu kan man endelig så. Hertil blandes ugødet spagnum med fx fuglesand og frøene sås på overfladen og dækkes kun ganske let ca 4 mm. Jorden holdes fugtig men ikke vandmættet.

Fersken har jeg også på listen, det er kerner fra en flad variant som min hustru var rigtig glad for i sommers, jeg ved jo godt at kernerne ikke vil være helt magen til modertræet, men da udvalget i Danmark ikke er for bredt i forvejen tager jeg chancen og oplevelsen ved selv at prøve at frembringe vores "egen" flade fersken variant.
Hvem ved ? Måske kan den vise sig at være en velsmagende variant, dette får vi vel svar på om en 5 års tid, hvis altså det lykkes at få små planter fra disse kerner.

Det sidste forsøg er pinjekerner fra den karakteristiske Paraply pinje. Den vokser i store dele af middelhavsområdet, især i gamle italienske og franske haver, men også som allétræ. Den er lige på grænsen af sin hårdførhed her i Danmark, men på en gunstig og beskyttet plads tæt på vandet kan den sikkert god vokse.
Nå vi får se.

onsdag den 10. november 2010

Succesfulde stiklinger efterår 2010

Her er så udvalget af stiklinger fra dette efterår 2010.

Dette er eksempler på alle de stiklinger jeg har plantet over i nye potter, og derfor betragter som succesfulde.
Her over vinteren får de fleste lov til at stå frostfrit i drivhuset.
Buksbom står beskyttet udenfor enten i potter eller i mit plejebed, hvor de lige skal have 2 sæsoners  opmærksom vækst før de plantes endeligt ud.


Hortensia Endless Summer :
4 stk Blue.
4 stk Red.

Hortensia
8 stk Hvide

Sommerfuglebusk
3 stk violette. Taget fra en sommerhushave hos et par venner i august.

Pelargonium.
5 stk violette hængepelargonier.
4 stk røde hængeplargonier.
8 stk diverse "Dronning Ingrid, kronprincesse Mary og Alexandra".

Lavendel
4 stk sommerfuglelavendel "Madrid"
20 stk Lavendula "Grosso"

Rosmarin, taget som stiklinger i påsken fra Frankrig .
12 stk Krybende
11 stk Alm opret.

Buksbom
Småbladet "Balder"
Småbladet "Faulkner"

Som et nyt forsøg har jeg i sidste uge fået 1 m stængel fra en passionsblomst en god kollega har haft i sin have de sidste 10 år, og som derfor har vist en vis robust egenskab til overlevelse. Denne har jeg klippet og sat som stiklinger efter samme princip, som hvis det havde været en klematis. Nu kommer den indenfor og står på gulvvarmen ved stuevinduet, håber det kan få den til at slå rod. Det er jo nok lige det seneste for dette forsøg, men nu prøver jeg.



Tilbage er der så lige vinterklargøringen af drivhuset til alle vores sarte vækster.

mandag den 1. november 2010

Havens diva takker af

Dahliaer er nogle skønne planter, omend de også er nogle divaer.



Selv når man har dem forspiret i potter i drivhuset har de stadig en lang udviklingstid, flere af vores dahliaer sprang først ud i midten af august, men sikke et flor de belønner os med. Vi beskytter dem med flistæpper i efterårets første frostnætter, hvorved vi nogle gange har kunne strække blomstringen til november.



Denne dahlia er en virkelig diva, næsten helt vulgær i sin størrelse, 20 cm i diameter og knopper som bordtennis bolde lige inden de springer ud.
Denne dahlia har vi købt i JEM & FIX i 2007 og den skulle egentlig havde været gul, men stor var overraskelsen da denne lyserøde blomst foldede sine blade ud i vores gul/orange bed.
Men nu er det slut frosten har sejret, koncerten er forbi og havens divaer takker af, dog blot for en stund.
Nu skyller vi knoldene helt rene for jord, hvorefter de får lov at tørre for senere at blive opbevaret mørkt og frostfrit i drivhuset