Viser opslag med etiketten Sydfranske haver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sydfranske haver. Vis alle opslag

tirsdag den 17. november 2015

En unik have i Provence

En forførende enkel have.


Moderne i sin fortolkning, men alligevel så effektfuld og tro imod den provencalske havetradition., Det er den beskrivelse jeg vil hæfte på Vicki Archers have i St Rémy de Provence.
Haven er tegnet af Michel Semini, men før vi når til haven skal I lige have lidt af drømmehistorien.



En sommerferie i Provence i 1999 blev skæbnesvangert for Vicki Archer og familien, de forelskede sig i en ruin, en gammel olivengård fra 17 hundredetallet  med potentiale. Le Mas de Bérard. Efter købet flyttede hele familien fra Australien med tre små børn til Provence.
De næste 3 år gik med at istandsætte hele ejendommen. Resultatet er så smukt, at man får gåsehud, en restaurering i superligaen.  Jeg har flere gange måtte vende tilbage til billederne og blot nyde de mange detaljer.
Undervejs i renoveringen, tog VA rundt til mange loppemarkeder og antikmarkeder for at finder interiør til huset.


Velkommen indenfor i haven, jeg ville elske at gå igennem denne buegang. De lyse stenfarver er meget karakteristiske for huse og gårde i denne del af Provence, her er det pierres seches der er det primære byggemateriale. Ingen puds eller anden farve, blot kalkmørtel og sten. Som man har bygger her i århundreder.




Rosen er The Fairy med krybende rosmarin som nabo, en kombination man sagtens kan eftergøre i Danmark på en beskyttet vokseplads tæt på terrassen.


 Herover, tidligt forår, man kan lige ane de første spæde knopper i platanerne.



Le chemin d´eau, eller vandkanalen er en provencalsk signatur, hele området er gennemløbet af kanaler, der enten tilfører vand, eller afvander.




Jeg forestiller mig at rosenduften breder sig i hele haven på en tidlige sommermorgen, og løfter husets beboere ud af sengene. Måske ? 
Så enkelt kan det gøres, men som alt andet godt design, det enkle er det sværeste.






Haven i Maj, med de hvide iris, langs med vandkanalen, med de smukke bløde Alpiller bjerge i baggrunden.




Det kan da også fryse i Provence, men selv i vinterens dyb, er haven smuk og dragende. Det er et skoleeksempel på den arkitektoniske værdi af grønne og klippede vækster.



Under blåregnen, lys og varme, en dag i april måned, hvem kunne ikke have lyst til at indtage frokost her. Jeg er solgt.


Billederne har jeg tyvlånt fra Vicki Archers blog, men jeg synes haven og huset er så fascinerende at I også skal se det. Hun har udgivet 2 bøger, den ene french essence. se mere på vickiarcher
Haven og huset er familiens private sommerbolig og ikke umiddelbart åben for besøgende.

Håber I vil drømme med.


fredag den 21. december 2012

En lille vintersolhvervs drøm.

Jardins des Confines.
St Remy de Provence.















Denne have er i en liga for sig. Så helt eksklusivt gennemført som kun ganske få. Med inspiration fra de grønne renæssance haver i Toscana, de engelske mixed borders og det provencalske landskab.
Denne moderne fortolkning af en sydfransk landhave,  er tegnet, udviklet og skabt af landskabsarkitekten Dominique Lafourcade. Men det har krævet næsten overmenneskelige kræfter og evner.

Huset blev erhvervet at parret Lafourcade i 1989, som et forsømt Mas provencale (landbrugsejendom) med en grim tilhørende bølgebliklade til kornopbevaring lige foran huset. Det eneste der fortalte om tidligere tiders stolthed var 5 store hundrede årige plataner på gårdspladsen.
Haven er helt igennem fra bunden, der var kun en hvedemark foran huset, ingen læbeplantning, ingen cypresser, og ingen vand.

Havens grundplan, lånt fra dominique-lafourcade.com


Haven er skabt som reflektionen af et hus med flere rum. Her er den formelle linie med klippede buske, som paneler i den ene højloftede stue efter den anden, men med visuelt meget forskellige udtryk. Det hele hænger sammen men kan opleves hvert for sig, som en tilpasning til vores forskellige behov alt efter gøremål, og tid til fordybelse.

Den tidligere gårdsplads foran huset
Foran huset ses et rektangulært bassin, (fundamentet fra den tidligere bliklade) hvorfra vandet ledes i en kanal ned igennem haven. 
Den mere end 70 meter lange Vista med oliventræer i terrakotta potter og det runde vindue for enden er nok det mest kendte motiv fra haven, dens signatur og skaberens mesterværk.

Her set fra platanerne og hus bagved og ned igennem Vistaen ( alléen )
Her fra bunden af Vistaen op imod huser for enden
På hver side af cypresalléen er der anlagt to store lavendelbede med over 1700 planter af sorten L x intermedia "Grosso", den i øvrigt kommercielt mest anvendte sort i produktionen af lavandin til sæber og mindre eksklusive dufte.



Grundstammen i haven er den grønne mere eller mindre klippede beplantning, bestående af bla. buksbom som findes vildtgroende i denne del af Alpillerne. Det har været vigtigt for Dominique og et kendetegn for haven at den består af planter som også findes vildt i området. Dette fordre en selektion for planter der tåler tørkeperioder, i bladtoner af grøn til sølvgrå.
Kuglehaven er et godt eksempel på Dominiques evner til at genfortolke og implementere forskellige stærke elementer, uden at haven bliver rodet eller usammenhængende. Ånden er helt tydelig mediterransk, den tager os med ind i varmen men beskytter os i mod solens ubarmhjertige stråler.

Kuglehaven højsommer

Samme haverum i foråret.
Køkkenhaven afsluttes med denne smukke pergola med blåregn og iris, sikke en duft det må være sådan en aften i april måned under rankerne.



Haven er under fortsat udvikling og åbent for betalte rundture med guide.

Fotos er lånt fra
dominique-lafourcade.com
www.louisajones.fr
www.rogermoss.com

Glædelig vintersolhverv til jer alle derude.

fredag den 14. september 2012

Sydfranske drømmehaver I

Le Pavillon de Galon

Maison

Dette er virkelig en have der har flyttet grænser for min forståelse af Sydfranske haver.
Jeg stod som vanligt og bladrede igennem hyldemeterne af bolig og haveblade i en fransk boghandel. Pludselig i havemagasin L´Art du Jardin så jeg denne have, og siden har jeg næsten ikke kunne lægge bladet fra mig.

Huset som baggrundskulisse til haven er fantastisk, her er tale om en gammel "jagthytte" fra det 18 århunderede placeret midt i landskabet omgivet af vinmarker, oliven og frugtlunde.


Foran huset mod syd er placeret de obligatoriske stynede plataner som giver den helt nødvendige skygge til huset og dets beboere. Endvidere ligger her det første af 4 bassiner forsynet med frisk kildevand der løber fra det ene til det næste og ender i et 13x30 meter langt naturligt bassin, der fungere som en lille svømmesø til ejendommen.



Den muromkransede forhave er en sydfransk Jardin a la francaise men i en moderne fortolkning. Her ses et   symmetrisk 4 delt parterre med klippet buksbomhække og taksskulpturer men herefter høre ligheden op. I stedet for grus eller græs i broderiet er her plantet til med blomster og buske i blå og violette tone i tone. Inspirationen fra både den vilde Garrigue og præriehaven a la Piet Oudolf er tydelig, lange aks med grågrønne stængler og blade spiller op til den grønne ramme og spejles i de blågrå bjerge, sat i det uendelige Luberon landskab. Bjergtagende.


I foråret blomster iris i tusindvis for senere at blive afløst af bla. hvide cistus, lavendler, buddeleja, santolin, rosmarin og perovskia. Indimellem er plantet græsser og andet der hvisler i vinden og giver bevægelse til haven.



Bagved huset ligger flere forskellige landskabelige haverum, men det er så absolut den modige fortolkning af Le jardin a la francaise der virkelig har fanget min interesse.


Ejerne driver også huset som Chambre d´Hotes, hvor der er 2 værelser eller mulighed for at leje hele den ene fløj.
Min tilståelse er at jeg endnu ikke har været der selv, men planlægger at besøge stedet og bruge det som udgangspunkt for andre havebesøg i Provence. Tror ikke haven er åbent for besøgende som sådan, men hvis man overnatter der så følger den jo med.
Billederne ar lånt fra haven og husets hjemmeside  www.pavillondegalon.com