søndag den 11. december 2016

En fantastisk havedag i december

Man tror det ej.

Men sikke en skøn dag det blev her i Østjylland, vi var i haven fra morgen til det blev mørkt, og lidt længere end det.
Vores forårsløgsprojekt begynder at nærme sig enden, idag næsten 875 løg i jorden, yderligere 15 meter bøgehæk er sat. Vi har virkelig profiteret af det milde vejr, vi tog en chance da vi bestilte alle de løg, men det lønner sig vist.
Vi er næsten i mål med Parterret version 2, midteraksen bliver bredere end tidligere, og den runde form vi ellers var glade for afløses af en klassisk "arena". Det er tydeligt det kommer til at fungere bedre.

Månelandskabet i bedet til højre, 80 huller har min hustru gravet.
Det er tydeligt at den fjerne del af haven er smuk grøn her om vinteren, mens parterret endnu skal vokse til, de stedsegrønne kommer i fremtiden til af fylde mere ud om vinteren.
Lyset idag blev varmt og flimrende, derfor skal I have en række fotos.


Det rammer hele Parterret ind nu med bøgehækken, ialt 60 meter, det er som et smukt maleri. Jeg kan næsten ikke vente til at se det om 4-5 år nå hækken er 2 meter, men naturen kan man ikke skynde på.


Der er stadig lidt bunker af ærtesten, og planter der skal flyttes, men mon ikke vi når det inden jul, der er ikke frost i sigte den næste uge.


I al beskedenhed må jeg indrømme, at dette er det tætteste man kan komme på en vinterdag i Provence, lyset og stemningen fejler ikke noget.

Vintersol som varmer sjælen

fredag den 9. december 2016

Forårsløg i industrielle mængder

Nærmere bestemt 3600.

Der er nærmest ingen blomster i vores have i foråret, og jo slet ikke i det nye Parterre.
Efter tip og forespørgsel hos Margit Bruun, fik jeg et link til storindkøb af forårsløg i Holland. greengardenflowerbulbs
Som I ved efterhånden, er der ikke altid lang fra tanke til handling her i haven.  Nu hvor vi næsten er færdig med anlæggelsen af Parterret Version 2, er det blevet tid til at lægge løg.

Oktober 2016, det begynder at tegne godt, halvdelen af bedene lagt om i det reviderede design.

De 6 bede er samlet ca. 250 kvm så der kommer virkelig nogle løg i jorden. Bevares der er ikke plads til 3600, så nogle skal i krukker, andre rundt i resten af haven.

Kraterhuller overalt i bedene, men det skal jo gerne se ud af lidt til foråret, der var jo ikke noget i forvejen

Da der er tale om en form for engros indkøb, er pakkerne også i størrelsen fra 400 løg og op efter.
Derfor er udvalget stramt udvalgt. Sådan lidt i retning af "Less is more".
Prisen er rimeligt lav pr løg, og væsentligt billigere end selv 50 % tilbud i Bilka. Men hertil kommer porto samt at man jo så ikke bare kan bestille 100 af den ene og 50 af den anden. Det er Engros indkøb.
Totalt surealistisk, men 3600 løg. 

Krokus i hvide og violette toner.
Narcisser i hvid og sart cream.
Tulipaner i hvid.
Alium.

Alium Purple sensation

N. Princess Zaide

N. Bridal Crown

N. Cheerfulness

T.Spring Green

T. Purissima

Hvem glæder sig ikke til foråret med alle de små skatte i jordens muld

mandag den 28. november 2016

Bed and breakfast del 4 (nov 2016)

Nu går det stærkt.

Vi spartler, sætter filt op og maler i snart sagt alle ledige timer. Forandringerne er tydelige fra dag til dag.
Der er truffet aftaler med fagfolkene til slutmontage i starten af Januar, herefter mangler kun gulve, døre, og alle listerne. Grand opening 1 marts, med lidt held, hvis ikke der kommer andre ting på programmet.

Stuen som har fået filt på vægge og lofter, nu i gang med malerrullen
Nå ja og så indflytningen, med gamle og nye møbler. Vi tænker at "sætte" flere ting i stand så det passer i en sydfransk stil, uden at blive for rustikt, men heller ikke poleret. Uha den sværeste balance,  det skal jo gerne fyldes med nips, og andre små franske anstrøg. Det er første gang vi virkelig kan tillade os at indrette, her skal det hele passe sammen, men det må heller ikke blive et livløst boligkatalog.

Værelse 1, Her skal sengen stå, med gavl og det hele. Klar til maling

Hvis I kigger forbi på min Pinterest vil I kunne se indenfor hvilken stil vi forsøger at indrette værelser og stue.

Ellers har vi gang i noget andet for tiden, hmm. Ja vi er lige i gang med at sætte 115 meter bøgehæk som skal omkranse det store Provencalske parterre foran huset.

14 meter rende og løsnet jord, der skal fjernes mere græstørv så hækken får 50 cm bredde.

Vintermorgen, vi sætter virkelig pris på de stedsegrønne og de skarpe bedkanter, det giver haven statur og værdi også om vinteren.


November november november november, endelig på vej videre

søndag den 13. november 2016

Palmetårne.

Jeg tager ingen risiko.

Vores 3 meter høje palmer af sorten Trachycarpus fortunei skulle eftersigende kunne overvintre i Danmark, de holder til -18/-21 hvis de står beskyttet.
Hvad vil det sige ? Ja veldrænet, og i læ for de kolde vinde. Man kan med fordel pakke vækstpunket ind i lidt fleece og dække roden med vintermåtter.

En vis form for arkitektonisk værdi, det er i hvert fald pænere end fleece og vintermåtter.

Jeg er bare lidt mere forsigtig, så jeg har lavet disse Palmetårne, så skulle de ikke få vand fra oven, eller tung sne. De står i læ og bliver ikke kogt at vintersolen i februar. Nå ja og der er et oplukkeligt vindue så der kommer cirkulation.



Her er kronen blevet trimmet, og de mest slidte blade klippet af


Vintermorgen med -2 grader
Nu får vi se. Men disse to palmer er jo en stor del af haven identitet, så må vi gå lidt ekstra vej for at passe godt på dem.

Bare frosten ikke bider sig fast for tidligt, vi har travlt i haven.

søndag den 23. oktober 2016

Om lys i mørket

Det handler om lamper.

Vi skal have lys på huset, det er jo enten en ting man ikke tænker det store over, eller også fylder det en hel del.
For de fleste er det vel sådan, der sad allerede lamper på huset man købte, og med mindre de var pink, eller totalt afskyelige så sidder de der stadig. Måske hvis man bygger hus, tænker man mere over det, med mindre typehusfirmaet lige har et par fornuftuge, praktiske lamper. Så vælges det nemme.

Nå jeg går rundt i et villakvarter, så forundres jeg over hvor anonymt det kan være, lamper er et musthave, men tit virker det ikke som om der er taget egentlig stillig. Jeg tager muligvis fejl, så tilgiv mig. Men hvor er der altså mange byggemarkedsløsninger klistret på ellers smukke danske huse.

Nu tager jeg de rosenrøde briller på, når jeg går rundt i franske byer, så kigger jeg på inventar. Altså ikke ind igennem vinduerne. Men husene, deres døre, skodder, vinduer og beslag. Smukt smedejernsarbejde, gitre, låger, og porte. Mange, især lidt ældre huse er rigt udsmykket med det bedste franske håndværkere kunne tilbyde. Der er i Frankrig et enormt marked for gensalg af byggematerialer og udsmykning fra nedbrudte huse, (nogen gange også stjålet), et rent slaraffenland. Men nu til dilemmaet.
Hvordan skaffer man 7 ens smukke franske lamper til et provencalsk hus i Danmark ? Uha det har været en hård nød. Antikke lamper er kostbare, og ofte slet ikke i en stand hvor de ville kunne holde til vejet i Danmark. At finde 7 ens, er nærmest utopi. Derfor besluttede vi allerede da vi tegnede huset at det måtte blive moderne reproduktioner. Her kommer så byggemarkedspolemikken ind i billedet, de findes også i rigt antal i Frankrig !
Dusinvis af boligblade er blevet gennemset, og alle lamper der kunne være noget, forsøgt navnebestemt og googlet. Tænk Jer, pludselig var den der, og den gik igen og igen på både renoverede mas provencale,og i moderne fortolkninger. Lampen hedder noget så fransk som Barn Lamp, fra Eleanorhome  og den er DANSK !







Sådan er Verden blevet global, denne smukke enkle lampe, hænger simpelthen  overalt nu på smukke franske huse. Vores kan nu melde sig i rækken.


Håber I læste med så langt, nu til billederne.




Pærerne er 4W LED Dekorationsglødepærer svt. 400 Lumens eller omkring 40 watt .
Vi har både en tidstænding og skumringsrelæ så der altid er lys fra mørket sænker sig og til midnat, samt igen fra 6.00 til daggry. Uha sikke en luksus, som tiden før energikrisen i 70´erne.
Lyset der kraftigere ud end det egentlig er, så det er ikke et Hangarskib.

Nu kan vi finde vej i mørket udenfor.

fredag den 23. september 2016

Bed and breakfast del 3

Der er kommet gang i videreførelsen.

Værelse 1, som er rigtig godt på vej, der mangler slibning og fuldspartling af vægge og lofter, filt og maling, samt tømrearbejde..
Nu har vi truffet aftale med VVS manden om at komme og trække rør, og gøre klar til vand og varme.
Vi er igang med at spartle vægge og lofter.

Stuen, spartling i gang. Der går nogle spande til.

Kig mod "køkken" fra stuen
Jeg har fået pudset den indvendige side af ydervæggene, til formålet har jeg fået en rigtig prof nedfaldsblander, som også kan bruges til de mange fremtidige støbeopgaver i hus og have.

Værelse 2 nypudset væg,

Værelse 2, snart klar til spartling.
Endnu er der langt igen, men det er skønt igen at se fremskridt her, hvor det faktisk har stået stille siden nov 2015.

Oh Provencestemning

Fremdrift giver skøn karma, og de skønne sommerdage i september holder sjælden positiv.

Åbning for gæster tidligt 2017 håber vi.

fredag den 16. september 2016

Farvel til en trofast ven

Vores gamle hund Cello døde pludselig i tirsdags.

Unghund 2008

En flatcoat i sit rette element, for den da han var en smuk hund

En flatcoat med noget til munden, er en glad flatcoat

Hvordan forbereder man sig på det uundgåelige ? Alle der har haft kæledyr har måtte tage den triste udgang med.
Vores kæledyr, dør før os (for det meste). Vores smukke, energiske og evigt hengivne Flatcoated Retriever Cello blev godt 10½ år. Det er fint for en stor hund, og vi har vidst at alle dage udover 8 år skulle man være glade for.
Men vi var slet ikke forberedte på at det skulle gå så stærkt og så pludseligt. Mandag havde vi en hund som for sin alder. løb omkring i haven, og trak let i snoren.
Tirsdag morgen blev han dårlig på ½ time, jeg kørte til dyrlægen til åbningstid, men vi kunne ikke redde ham. Han blødte i bughulen, måske en bristet milt. kl 8.30 fik han fred, dyrlægen hjalp.
Helt knust, kørte jeg hjem med ham i bagagerummet. Vi har en stor have, så han skulle med hjem. Vores drenge skulle også kunne sige farvel. Det er jo ikke et menneske, men trods alt et familiemedlem.
Han har været en meget stor del af vores livshistrorie som unge voksne.
Når vi ser tilbage, han flyttede ind med os i kolonihaven og lejligheden i 2006.

10 uger gammel marts 2006
Skagen juli 2006

Nytårsaften 2006
Han har fulgt os til Huset i Haderslev. Her gik jeg med ham på grønningen, hver eftermiddag, han kunne løbe frem og tilbage 3-4 gange i den fulde længde 1½ km, apport og lydighedstræning. Han var med på ferie i Frankrig, næsten hver gang.

Han kendte rastepladserne, hotellet hvor vi sov og personalet der hilste på ham. Tilbage til Århus i 2010 da vi solgte huset i Haderslev, han var med da vi fik vores første søn samme år og boede i rækkehus.
Far, søn og hund, hviler sig juli 2010

Påskeferie, undervejs, Osnabrück 2016
Han slikkede gæsterne som kun en flatcoat gør, af hengivenhed. Han flyttede endnu en gang med os til den franske have i Hørret. nu en ældre herre, men stadig energisk, charmerende og med trangen til at strejfe i behold.
Eftermiddagslur i september 2016
Nu skal han ikke flytte mere. Han hviler fredfyldt her i haven, under Nordens oliven. Men hold da op hvor er her blevet stille, kun den rungende tavshed når vi låser døren op, ingen brune poter der hviler på dørtrinnet. Eller de opvakte øjne der gløder forventningsfyldt, mens jeg tager snoren frem.

Theodor og Cello forår i Frankrig 2016

Tak for turen gamle ven, løb du frit over de evigt grønne enge på den anden side af regnbuebroen. Vi vil kigge på det liv som vokser på din plads i haven.

onsdag den 7. september 2016

Nyt spejlbassin

Sensommeren er en tid hvor haven bare nydes.

Det har jeg i hvert fald hørt og læst mange gange, men selv om der sikkert er en sandhed her i, og vel også et lille vink til havemennesket om at huske også at nyde og ikke kun yde i haven. Så har det på en eller anden måde altid betydet færdiggørelsen af de mange projekter der blev startet i foråret. Altså selv om I ikke har hørt fra mig, så har jeg dog udrette et par småting.


Jeg gravede lige groft ud til bassinet da vi havde minigraveren på besøg, ifbm med grubningen af den gamle gårdsplads, den som nu er vores parterre.


Der er helt sikker mange måde at lave vandbassiner på, de gode, de dyre de langtidsholdbare og så det lidt mere enkle. Dette er klart i den sidste kategori.
Jeg har ikke tid til lige nu, at lave det fantastiske spejlbassin med de italienske kalkstens fliser, og den støbte bund.
Så det bliver i alt sin enkelthed.
Komprimeret afretningssand, og en Bassindug i plast. Her burde man bruge EPDM gummi grundet den meget lange holdbarhed 20 år og modstandsevne overfor perforationer.
Men jeg regner med en gang i fremtiden at kunne lave den smukke løsning, nævnt ovenfor...


Ovenpå sandet (5 cm,)  lægges 2 lag fiberdug, imod rødder og evt skarpe sten.


Kanten er trykimpræneret brædder der var tilovers fra husbyggeriet, så genbrug er en god ting her.

Måske lige et par nøkkeroser, men spejlet fungerer.

Som afslutning bruger vi 40x40 betonfliser, resultatet er nu meget harmonisk og smukt i sin enkelthed, og et layout som absolut er at finde i den sydfranske have.
Nu skal der bare barkflis om roserne, så vi ikke skal luge hele tiden, og en lille sti på hver side med ærtesten som i resten af havens stier.
Nå ja og så en hæk for enden, med buet nicher og rundbuer til udgange i resten af haven. det bliver rigtigt smukt, om en 5-8 år !

De bliver ca 1,5 x 1,5 og skulle gerne bøje sig ned over spejlet.

Her de skønne Moschata roser "Felicia" som dufter som ja ...skønne roser, måske let citrus og lidt hyld.. De er meget resistente overfor regn, så prøven er bestået.


Vi har også begyndt at lægge haven om igen allerede, men det får I høre om snart.