Viser opslag med etiketten Åben have. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Åben have. Vis alle opslag

mandag den 5. februar 2018

Åben have 2018

Vi holder åben have ifbm. Haveselskabets havefestival, den 9 - 10 juni begge dage fra 11.00-17.00


Her lidt billeder fra maj/juni 2017





Det er hårdt arbejde at holde åben have, især hvis man har mange store projekter igang. Her er vi jo hverken færdige, eller supermennesker. Men haven er i sin fortsatte anlæggelse, dog begynder flere haverum at vokse bedre til.


Der er kommet mere skelet i haven, og vi har fået ryddet op de fleste steder. Som altid tilbydes gæstfrihed, et glas vin og en stund i den franske have.

Som det ser ud lige nu, planlægger vi ikke at holde åbent mere end denne ene weekend desværre.






Hvis jeg skal gøre lidt reklame, så har vi jo vores lille B&B. Måske en mulighed for havemennesker fra Sjælland med lyst til at besøge os, samt flere andre skønne haver i Jylland, denne weekend eller en anden.









Bienvenue au jardin.

torsdag den 17. august 2017

Efter ferien og åben have 19 august

Der har været lidt sommerstille på bloggen.


Nogle holder ferie og får endelig den tid de ønsker sig til at skrive og opdatere havebloggen. Jeg plejer faktisk også at have et par projekter til at forsyne jer med over sommeren. Men i år fik jeg ikke taget billeder eller struktureret tiden op til ferien.
Vi har i den grad holdt ferie og koblet helt ud. 3 jobskifte på 2 år i familien her og et hus/have projekt, samt etableringen af vores beskedne BB har taget kræfter og tid, Vi trængte til ferie og få tankerne samlet. Det kan være svært at se sammenhænge og løsninger når man har ekstra mange bolde i luften.

Hvad sker der i sådan en have med en usædvanlig våd sommer ? Jo da ukrudtet vokser 1,5-2 meter og giver rigeligt arbejde til flittige hænder. Blomsterne udvikler sig langsommere, og bliver ikke helt så afbrændte som nogle år. Der er flere rosenknopper, og lavendlerne afblomstre senere end vanligt.

Her får I en ordentlig havespand billeder




Lavendlerne i siden vokser godt til






Drivhuset bugner af tomater og agurker.

Hortensia i terracotta er en evig gyldig klassiker

En meget lille reklame, vi holder åben have lørdag den 19 august, 11-17.
Entré 25 kr. Afkølet rosé, kaffe, og lidt sødt. Tvivlsomt vejr, men optimistiske haveværter.

Sensommeren er over os, lad os huske at nyde den.

tirsdag den 13. juni 2017

Efter åben have

I Søndags havde vi åben have.


Det var en svær tid lige op til, regn på alle hverdage gav ikke meget tid til at gøre klar i haven, med mindre man var iført dykkerdragt. Her fik vi knap 70 mm på 4 dage, det meste fra eftermiddag og aften.
Det var en stille og rolig omgang, og meget godt for det. 15 gæster kiggede ind og vi havde god tid til at tale med dem alle.

Vilde blå Iris fra en vejkant i Sydfrankrig, nu i vores have

Et sjældent solskinsbillede fra ugen
Et par meget flittige bloggere og trofaste følgere var i blandt.
Her et længe ventet møde, Vivi og Husbond HJ som kiggede ind, og vi fik en meget lang havesnak. Vi har meget tilfælles, alle har vi givet os i kast med et stort haveprojekt, og de knokler virkelig i deres have ved Billund .

Vivi og HJ, med udstyret i orden
Jeg kan kun beundre og anerkende den energi og kraft de lægger for dagen, og en ting er vi meget enige om. Det der græs, det kan virkelig være en stor opgave at holde, i forhold til tætte bede. Men som hvilepauser og grønt tæppe har det dog også sine kvaliteter. Kig forbi Vivis blog mitgronneunivers.blogspot.dk og se vores have igennem en anden linse.

Henrik "havehjerne" og min hustru i lang samtale
Henrik Havehjerne kiggede forbi igen, som sædvanligt kom vi hurtigt langt omkring i snak om kontruktioner, haveanlæg og alle de spændende projekter Henrik gennemfører i den ikke alt for store have i Ballum. Man kan godt mærke at Henrik rigeligt har energi til en endnu større have, men lige nu omsætter det hele i at optimere en sommerhushave, hvor man altså ikke lige kommer forbi hver aften med vandkanden. Det stiller nogle helt særlige krav til havens planter og planlægning. Kig forbi hos Henrik på havehjernen

Det er den skønneste tid, endnu er alt muligt

NB vi holder åben have igen Lørdag den 19 august, 11-17, her skal der gerne være lavendler i blomst og det store parterre skal begynde at vise sine kvaliteter

fredag den 10. februar 2017

Åben have 2017

Vi holder åben have 2 dage i 2017.

Søndag den 11 juni og igen lørdag den 19 august. begge dage fra 11.00-17.00

2017 byder igen i år på mange projekter i haven, som gerne skulle falde på plads inden sommer.
Vi skal have lavet espalier til frugttræerne i køkkenhaven, bygget pergola til midteraksen. Muret et par søjler ved indgangen til det provencalske parterre.
Færdigbygget det lille franske drivhus, jeg startede på for 3 år siden !
Plantet 40 roser eller deromkring. samt alle de andre sysler som hører haven til, heriblandt tilplantet de mange potter med sommerblomster.
Jo da vi skal også huske at nyde haven.
Bemærk vi har i år valgt at bede om 25 kr. dette giver så kaffe, vand og noget fransk til smagsløgene.

Bienvenue
Janne og Henrik.

Praktisk info står under fanen åben have 2017

Her billeder fra slut maj til medio juni 2016






Alium purple sensation


Lavendula x intermedia Provence
Slut juni efter et koldt forår.








Billeder fra august 2016

Potageren bugner af grønsager








Anlæggelsen af de provencalske parterre start august 2016. Er nu færdigt.

Morgen i august, sommeren fra sin bedste side