Inspiration fra Languedoc

Haver, vinslotte og andet fransk.

Chateau La Flaugergues, ved Montpellier. 



Huset og haven er den ælste og en af de bedst bevarede Follies i Monpellier påbegyndt i ca. 1696 af Étiennes de Flaugergues
Follies er oprindelig sommerresidenser bygget af velhavende montpelliranere
der om sommeren flyttede hele husholdningen ud fra den stegende hede i deres Hôtel til den friske luft i bakkerne omkring byen.
Her byggede de smukke huse ofte inspireret af italienske villaer og den fremherskende stil fra Paris med udsmykkede sandstensfacader og skifertage.

Haverne blev ligeledes anlagt ud fra de store forbilleder, men da de skulle tjene både repræsentative formål samt være ramme om familiens sommerliv blev der anlagt flere haverum.
Ligeledes nødvendiggjorde den kraftige sol at der blev plantet tørke tålende og skyggegivende planter og træer. Herved opstod en mere beskyttet sumptues have med en vis symmetrisk orden men også plads til overdådige blomsterkrukker og det livsgivende vandbassin.
Ved siden af terrassen ligger en relativ ny anlagt oliven allé, den gamle gik til i rædselsvintrene i 1950´erne.
Som alle større haver fra denne tid findes her også et orangeri, et særlig vellykket et. Her sættes de 200 årige Anduze vaser med citrontræer ind om vinteren, nok mere af hensyn til vaserne end citronellerne.
Haven indeholder både en fransk og en engelsk have.
Un Jardin a l´anglaise. Dette dækker over en mere løs have med stier omgivet af forskellige sjældne træer og plæner med spraglede blomsterbede. Ikke rigtig det vi ofte forstår ved en engelsk romantisk have, her er ingen iscenesatte landskaber med vandløb og søer eller kunstige ruiner og templer.
Endvidere indeholder haven en lille bambusskov samt andre planter fra Fransk Indokina.
Slottet producere sin egen vin af god kvalitet, og lever derved også op til opfattelsen af et rigtigt vinslot.
Haven er åben hele året ved entreé.



Chateau Coujan, ved Murviel les Beziers 

Der var engang en romersk villa, helt derude hvor vejen ender forbi den by der idag hedder Murviel les Beziers. Beliggende på gammel koralbund fra det land som med tiden hævede sig fra havets bund, her ligger Chateau Coujan, omgivet af hundredeårige platantræer, cypresser og vinmarker.


Den romerske villa er bygget om flere gange, men der stadig findes gamle mosaikgulve i villaens stueplan og fundamentet er genbrugt og udvidet.
Haven er inspireret af stilen Le Jardin a la francaise, den er desværre lidt faldefærdig men de stramme linjer med buksbomhække og stenmure står stadig.


Her er påfulge, mange påfugle den farverige men også albinoen, her kan man samle smukke fjer da disse statlige fugle har deres gang overalt på domainet. Som barn hed det aldrig heddet andet end Påfulge Slottet, det var her vinturen endte sent om eftermiddagen når vi efterhånden var godt møre efter en lang dag i det varme vinland, men det var altid køreturen værd, for vinene er er gode.



Coujan var blandt de første vinslotte i Saint Chinian til at starte forfra, de rev alle de gamle dårlige vinstokke op og genplantede med nye røde druer som : Murvedre, Cinsault, Grenache Syrah, Pinot noir, Merlot, Cabernet sauvignon.
Hvide druer som Rolle, Roussane, Grenache blanc og flere andre, ikke alle blandt de godkendte for Languedoc, men den nu afdøde Francois Guy mente at kvalitet kun kunne skabes ved en selektiv og systematisk dyrkning af vinen i den rette terroir. Derfor er flere at slottets bedste vine ikke kategoriseret som andet end Vin des Pays. Men sikke vine.
Smagningen foregår i den gamle lagerhal, omgivet af de gamle egetræsfade tidligere brugt til vinifikationen og lagring, men nu kun til pynt. Her flyver flagremus omkring, og lige indenfor ved indgangen står den gamle hestevogn fra før automobilet holdt sit indtog, her er svalt og dunkelt mens man går på det knasende grus op gennem hallen til tønden med smageglas. Det er en meget stemningsfuld smageoplevelse og bestemt en del af vinens identitet, især når man åbner en hjembragt flaske i november, men det tager jeg gerne med.
Mine egne favoritter er Ile de Corail, Bois Joli og den hvide Achille, men rosé vinen er bestemt også værd at tage med hjem.
Adressen kan findes under mine links.


Domaine de la Provenquière.
Ved Capestang 34310

Slottet set fra have siden med den statelige trappe flankeret af Anduze vaser.
Slottets historie går tilbage til det 15 århundrede og blev navngivet af Jehan Provenquier.
Den seneste ombygning af slottet til dets nuværende udseende stod Napoleon den III´s rådgiver Paul Teissonnière for han købte domainet i 1860.



Porten ved indgangen til haven fra gårdspladsen
Achille Robert købte slottet i 1954. Idag ejes og drives slottet af søskendeparret Brigitte og Claude Robert børnebørn til Achille.

En større og nænsom renovering af hovedbygningen var påbegyndt da vi besøgte slottet i 2008, men rummene stod som bedstemoren havde levet i dem indtil sin død.

Havestuen
Spisestuen med indbyggede skabe i væggen til service.
Entreen med et originalt udvalg af hatte.
Smedejernsgelænder og brændeovenen til kul eller koks. 

Haven er meget forfalden men der er rester af et buksbom parterre, gamle cedertræer og cypresser, ligeledes er det runde spejlbassin intakt dog uden vand. Familien har planer om en genopbygning af haven, men det tager tid og generøs ekspertise at gennemføre et sådant haveprojekt. 


Provenquière er et vinslot som bestemt er den lille omvej værd, når man alligevel er på de kanter.
Vinene er meget overkommelige og de fleste er "blot" Vin de Pays da man bruger druer som ikke er omfattet af AOC. Vi har ikke været der siden 2008 men vi har en enkelt flaske Le Généreux tilbage så den vil vi drikke en af dagene, og mon ikke vi må aflægge slottet et besøg i fremtiden og se hvordan det skrider frem med restaureringen.