tirsdag den 24. marts 2015

Husets ombygning del 7, (feb-marts 2015)

Nu med byggesæt til Masseovn.

Mange, lange og svære overvejelser vedr. varmekilde, har nu fundet sin løsning.
Vi har anskaffet os en masseovn, denne skal fungere som supplement til en centralvarmeløsning med pillefyr. Huset er jo lidt stort, over 400 kvm totalt.

Billede lånt fra www.masseovn.net
Vi har hele tiden vist, at vi ville have en supplerende varmekilde i huset. Planen var oprindelig i form af en kvalitetsbrændeovn, men der er også visse ulemper.
Konventionelle brændeovne er ikke alt for brugervenlige, der skal fyldes på næsten en gang i timen, og varmen kan nogen gange blive næsten for kraftig. Her er Masseovnen genial, læs 10-12 kg brænde i. Tænd op, ilden brænder med vist nok over 800 grader og efterlader kun meget lidt aske. Undervejs absorberer den store kerne af beton og mursten varmen, og frigiver den over de næste 12-18 timer.

Varmen er som en solopvarmet væg en sommerdag, behagelig, ikke kvælende. Bedst af alt, vi skal ikke fyre hele tiden. Brændværdien i træet udnyttes maximalt, i stedet for at forsvinde ud igennem skorstenen.

Ulempen, Man skal have pladsen, fundamentet og prisen er fra 55.000 hvis den skal leveres og bygges af en ovnsætter. Man kan heller ikke bare lige tænde op en råkold dag i maj. Men på den anden side, huset er så godt isoleret, at vi ikke burde opleve råkolde dage indendørs. Pillefyret kører hele tiden, og leverer grundvarmen, på denne måde skulle vi ikke komme til at opleve de store udsving i temperaturer.

Vi regner med at bruge ca. 12 kg brænde pr dag, i op til 150 dage (nov-marts) = det er ca. 1800 kg, hvilket burde svare til ca, 3,5-4 rummeter bænde. Nuvel vi får se.

Et smukt eksempel på en masseovn indtænkt i køkkenløsningen. Lånt fra www.masseovn.net
Se mere på www.masseovn.net Indehaveren Leif Stupkjær, har været meget behjælpelig med gennemgang af muligheder, både i mere avancerede koblede systemer, hvor solfangere indgår, til den helt enkle løsning som vi er endt med.

Nu går vi snart på sommertid.

tirsdag den 17. marts 2015

Haven er blevet større, og himlen med



Motorsav møder gammelt læhegn. 1:0

Før
Efter, naboen grimme forfaldne lade forsvinder bag det grønne om små 14 dage.

Før
Denne tjørn får lov at blive, den er fin og skulpturel, samt rummer en fuglefamilie.
Sikke drastisk der er blevet. Haven er blevet større, eller den føles sådan. Vi kan se at skyggerne om eftermiddagen er 10 meter kortere ! Det er noget vi virkelig kommer til at mærke, især når vi kommer hen på sensommeren. Men også nødvendigt, hvis vi skal dyrke flere mediterrane planter og slægtninge.

Haven ser ud som om en amatør er gået amok med en motorsav
Måske omkring 10-12 kubikmeter brænde.
Vi har fældet ca. 70 meter, nu mangler bare at hugge grene til flis, samt skære op i mindre stykker til brænde. Nå ja og så grave en 70 meter lange rende til en ny bøgehæk, men det må sandsynligvis blive et efterårsprojekt.
Vi har så mange bolde og projekter i luften lige nu, så jeg når sjældent at svare tilbage, men jeg læser trofast med hos Jer derude i de skønne haver.

Nu er det forår, selv med et par kølige dage forude.

fredag den 6. marts 2015

Villa utopia

Hvad er egentlig min franske have ?

Vi ombyggede og tilbyggede huset selv
Billeder fra vores første have, kolonihaven vi var lykkelige og 10 år yngre. Det blev 4 år
Hvorfor hedder bloggen det ? Jo jeg er frankofil, men det er der så mange der er, og nogle væsentligt mere end jeg. Haven ligger jo ikke i Frankrig, jeg er i Danmark.
Nu skal I høre.



Vores have nr 2, nu med murermester villa i Haderslev, sikke et knoklearbejde, vi faldt desværre aldrig til, hjertet var ikke med. Det blev næsten 4 år
Mange taler om det, flere kender det, nogen af os lider under det. November november november. Egentlig er november ikke så slem, det er mere tanken om at efter november venter december, og januar. Selv med februar er der ikke skyggen af forår i sigte, marts, det hjælper da lidt. Men april, åh jeg elsker april, for nu ved jeg der er bedre tider forude, jeg får det bedre. Med maj måneds ankomst er jeg rask igen. Vinteren er væk.


Vores have nr 3, Rækkehuset til leje, kun på vej, vi vidste ikke hvor længe, men vi kunne ikke leve uden at skabe en have. Det blev 4 år
Kan man ikke rejse væk, må man enten gå til hjernevrideren og lære at håndtere vinteren. Eller skabe en ny virkelighed , et utopia, en drøm. Jeg prøver det sidste.
Hvert år spørger jeg min trofaste hustru. Hvordan kan her være så skønt i maj ? Hvorfor skal vinteren være så lang og grå ? Jeg ved godt hun har det på samme måde, hun bearbejder det bare bedre.

feb 2015
Vores 4 have. Haven i Hørret vi har snart været her i et år. Vi er ved at genfinde lykken, her kan vi blive. Hele familien
Bloggen her er min drøm,  på skrift, i billeder. Her kan jeg se at vi flytter os lidt hele tiden, vi kommer nærmere drømmen. For det er min kur, haven er min livsnerve. Min franske have er min helbredelse. Mit håb om utopia,  hvor jeg selv i vinterens dyb, vil kunne finde lidt af det Sydfrankrig som har greb om mit hjerte. Åh jeg længes. Efter en have, nu er vi kommet hjem. Vi skal ikke flytte mere. 12 år 4 haver, nu finder Sjælen igen rodfæste.

Jardin, oui mon jardin.