mandag den 16. oktober 2017

Den fantastiske Bougainvillea



Hvem drømmer ikke om en bougainvillea som kaskader sig op og ned af muren, i en skødesløs overflod af purpur blomster. Lidt vulgær, javist men nogen gange må man bare overgive sig til det opulente, det ekstravagante. Hvis ikke man har kontraster i haven, så bliver det hele lidt fladt.


Historien om bougainvilleaen er extraordinær, måske ikke så meget for sin opdagelse, men hvem som gjorde den. Sådan noget i denne retning.
I 1766 sendte den franske konge Ludvig den 15 en videnskabelig ekspedition af sted, på en jordomsejling. Ekspeditionen skulle cementere den franske krone og understøtte det videnskabelige akademi. Ekspeditionen var den første af sin art med et rent videnskabeligt formål, og udgjordes af Flagskibet Boudeuse og følgeskibet Etoile. under ledelse af admiralen Louis Antoine de Bougainville.

Ombord på følgeskibet Etoile var botanikeren Philibert Commerçon og dennes assistent Jeanne Baret, forklædt som en mand. Kvinder måtte ikke komme med på flådens skibe...
Jeanne Baret havde fungeret som husholderske hos Commercon siden 1761.  Da Commercons hustru dør i april 1762 kort efter fødslen af deres eneste barn, bliver Jeanne Baret både elskerinde og illegitim hustru. Jeanne fødte i december 1764 en dreng, som blev efterladt på Paris Foundlings Hospital. Han døde i august 1765.

Commercon havde dårligt helbred og et sår på benet som ikke ville hele, han var stærkt hæmmet heraf og kunne ikke gå langt ad gangen. Derfor er det mest sandsynligt at det var Baret som foretog de fleste udstikkere ind i landet og regnskoven efter nye planter. Det står klart at Baret efter kort tid i regnskoven omkring Rio de Janeiro, kom tilbage med en purpurblomstrende vinplante. Den fik navnet Bougainville efter ekspeditionens leder.
Forklædningen af Jeanne Baret holdt ikke længe, og blev definitivt afsløret på Tahiti, hvor de lokale allerede ved landgangen omringede hende og råbte at det var en kvinde. En hvid kvinde var sikkert ikke noget man havde set før, eftersom kun flåden, både britiske og franske ikke tillod kvinder ombord. Enden på historien om Baret og Commercon blev at de stod af ekspeditionen, da den nåede Mauritius. Sikkert både tilskyndet og presset hertil, Her døde Commersom i februar 1773. Baret havde hverken midler eller mulighed for at forlade Mauritius, og giftede sig i maj 1774 med flådeofficeren Jean Dubernat, som hun fulgtes med tilbage til Frankrig.
I 1785 blev Jeanne Baret tilkendt en livslang pension på 200 livres årligt fra flådeministeriet, dette er den endelige anerkendelse af hendes arbejde med at beskrive og navngive under Commerson og sidenhen alene. Indstillingen kom fra Louis Antoine de Bougainville

Tilbage til nutiden, og den franske have. Jeg har prøvet, igen og igen. Bougainvillea er en svær plante i mine hænder. De overlever simpelthen ikke vinteren i drivhuset, eller den frostfri garage.
Der er nu følgende muligheder, opgive eller opsøge.
Som en videnskabsmand har jeg grebet det lidt mere systematisk an nu. Jeg har set der gror bougainvillea i Sydfrankrig på lokaliteter som nok er milde, men altså ikke sikre frostfri. Hvordan kan det lade sig gøre ? Der må være forskellig frosttolerance.


Jo der er en special sort, som dyrkes langs med kysten og i landsbyerne lige bag.
Borgainvillier Violet de Mèze, denne er den mest hårdføre af de kendte sorter. Den skulle kunne klare helt ned til -10 grader kortvarigt. Dvs. den kan naturligvis ikke dyrkes på friland i Danmark. Men mon ikke den kan dyrkes med succes i en stor potte. Det skal prøves. Jeg tænker jeg kan opbevare den lyst og frostfrit i drivhuset, men sammen med de andre følsomme planter. Her plejer jeg at holde en temperatur omkring 2 grader. Desværre for koldt til langt de fleste bougainvilleaer, som kræver 10-15 grader. men "Violet de Mèze" skulle klare sig fint omkring de 2 grader. Altså stadig frostfrit, men væsentligt billigere end at skulle varme noget til 15 grader, det ville være helt udelukket.


Så nu er den optimistisk plantet i en stor krukke, som jeg vil tage ind i koldhuset om vinteren. Det er mit håb jeg på denne måde endelig kan lykkes med bougainvillea.
Her et par closeups



Uha det var et langt indlæg, men jeg synes det var historien værd, navnet bag planten indeholder en  interessant fortælling.