Søjle poppeltræer

Nu skal jeg prøve noget nyt hvad angår planteformering.

Når man rejser i Sydfrankrig, og især igennem Mistralbæltet kan man ikke undgå at se de mange slanke poppeltræer der er plantet i øst/vest akser i den nordlige ende af markerne. Disse træer skal ydebeskyttelse imod den hårde Mistral vind som nogle steder blæser mere 90 dage om året med op til 110 km/t. Varigheden af mistralen varierer fra 3, 7 eller 9 dage ad gangen, men det kan være ødelæggende for afgrøderne og havens planter. Om sommeren giver mistalvinden varme og tørre dage med dybblå himmel, ligeledes om vinteren kan den være bidende kold og finde ind af selv de mindste sprækker.
Vinden river de yderste tegl af taget, hvorefter vinden rigtig kan få fat i resten. Derfor ser man ofte store sten på de yderste rækker at tegl på gamle huse i Provence og dele at Rhône området.

Jeg havde læst på nettet et sted, at poppelgrene skulle være meget villige til at slå rod, næsten på niveau med pilegrene.
Derfor benyttede jeg lige chancen og klippede 6 stk. friske 1års skud af et lokalt træ. Poppeltræet har som bekendt en meget kraftig vækst, op til 1m om året hvorfor det både er hadet af mange, men nu faktisk også på vej ind i varmen igen. Træet er på tale som en del at produktionen af "CO2" neutralt brænde, men også som lager af CO2.
Herhjemme har vi også vinden at slås med, især den vestlige som dog er "varm". Det to andre norden og østen er især et vinterproblem som vil være ødelæggende for sarte planter. Men det hele drejer sig om klimakontrol, ved at skabe læ i haven opnås et varmere mikroklima, som især i ydersæsonen vil være gunstig og forlænge vækst perioden.



Vincent Van Gogh fandt også de slanke poppeltræer værd at male under sit ophold i Arles, mistralens hovedstad.
Grenene har jeg simpelthen blot stukket i en spand med fugtig jord og sat ind i drivhuset, så snart frosten går af jorden udenfor, kommer de i denne og får lov til at stå lyst men ikke i direkte sol.

3 nye træer til haven

Medbragt fra juleferien i Frankrig.
Vi har gennem et stykke tid været på udkig efter et nektarintræ med hvidt frugtkød, da min hustru synes de er mere søde end de typiske røde. Allerede i sommer kiggede vi efter træer i de lokale franske havecentre, men det var ikke sæson, det ville de have igen i perioden jan til april. Tålmodigt har vi venter og i ferien aflagde vi det lokale havecenter Truffaut et visit. Bingo. Men hvordan får man lige sådant et træ med hjem. Vi købte det mindste, og fjernede potten samt lidt af jorden, dernæst pakkede jeg det nænsomt ind i sorte plasticsække så det ikke svinede i bilen. Der er heldigvis god plads og højt til loftet i en Citroën Picasso.

Nektarintræet kommer til start i en potte og muligvis senere på friland. Egentlig skulle det nok helst i drivhuset, men da vores nuværende kun er på 6 kvm er dette ikke en mulighed. Træet er en del af fersken familien, og disse har nogle gange problemer i Danmark med fugtige forårsperioder der giver grobund for en svampesygdom hvor bladene krøller sammen og frugten evt. går tabt. Det kan med fordel beskyttes imod vand ovenfra, hvis man skal prøve at undgå svampesygdommen.

Tillige købte vi også 2 søjle cypresser af arten. Cupressus sempervirens Totem, også kendt som italiensk/Toskansk søjlecypress. Dette træ er simpelthen et must i en mediteransk inspireret have. Overalt i Italien og Sydfrankrig ses dette arkitektonisk stærke træ, det fungere i nogle haver som fokus punkt, i andre som allétræ der leder øjet fremad. Nogle steder bruges det som en del at en vindbrydende hæk.
Træet kan blive enormt gammelt, man taler om måske 1000 år. Træet kan klippes og formes så det ikke bliver for stort i første omgang, hvilket absolut er en fordel især når jeg ikke er helt sikker på hårdførheden.
Det skulle nok kunne overleve i vores klima, hvis det står lidt beskyttet i en om vinteren veldrænet jord.