tirsdag den 25. januar 2011

Jucara Palme

I dag har jeg sået denne spændende palme, faktisk er det et souvenir kit jeg købte i Londons KEW Garden for 3 år siden, håber de stadig vil spire. Palmen skulle kunne tåle noget frost, hvor meget ved jeg ikke, men den kommer i en potte, hvis altså det lykkes med såningen.

Nødderne har ligget i vand natten over, dernæst er de blevet lagt ned i det medfølgende kokosmos og dækket med 5 mm mos. Nu skal jeg bare vente og lade naturen gøre sit, samt huske ikke at
lade det tørre ud de næste 1-3 måneder! Hmm.









Om Jucara palmen kan jeg fortælle at den stammer fra de sydamerikanske regnskove beliggende ud til Atlanterhavskysten, hvor den er en af hovedplanterne og fødekilde for både dyr og mennesker. Det er hjertet der sidder i toppen af 8-10 årige af palmer der kan spises af mennesker. Virkelig Slow Food.
Har aldrig smagt palmehjerte, men når jeg tænker på hvilken tid det tager inden høst/fældning og hvor lidt udbyttet er kan det nu godt være jeg melder fra.

Den kan blive op til 15 meter, men mon ikke jeg har god tid til at anskaffe et højere drivhus hvis dette lykkes.

søndag den 23. januar 2011

Lavendel

Lavendel, kommer eftersigende fra det latinske lavare At vaske. Denne fantastiske staude/busk er for de fleste og mig selv inklusiv indbegrebet af sommer ,middelhavsvarme og duft.
Når de høster i starten af juli kan man vågne op til denne intense duft ved vandet  hundrede kilometer væk

Billede lånt fra nettet

Lavendel dyrkes kommercielt med de æteriske olier for øje fra sletterne ved Montelimar syd for Lyon til parfume byen Grasse nord for Côte d´Azur.
Når de høster i starten af juli kan man vågne op til denne intense duft af lavendel ved vandet  100 kilometer væk.

Hidcote Blue
Til brug for produktionen af olier dyrkes to typer af lavendel. Lavendula Augustifolia er den originale vilde lavendel, denne har den bedste olie kvalitet, men også det mindste udbytte, ligeledes variere den alt efter jordforholdende. L. Augustifolia olie er meget dyr og bruges fortrinvis i parfume industrien.
Den anden og idag mest dyrkede er Lavadin som er en krysning imellem L. Augustifolia og L. Latifolia. Disse benævnes Lavendula x intermedia, feks varianten "Grosso" eller kendt som "Provence lavendel" denne giver et langt større udbytte, men også af en ringere kvalitet med færre duft nuancer. Den bruges til næsten al anden produktion hvor i lavendel indgår.
Selv dyrker jeg for tiden 10 forskellige lavendler, ville gerne have flere, blot har jeg et plads problem.

Hvis man ønsker lavendler udover den kendte
L. Augustifolia "Hidcote Blue" kan jeg varmt anbefale denne hjemmeside. Her kan man bestille til levering i maj, men man skal være tidligt ude.
www.lavendelbo.dk